Styrbjørn, som underkuede ham og gjorde ham til sin Mand; men Styrbjørn maatte igjen bukke under for min Fader Erik Sejrsæl, da de prøvede Kræfter med hinanden. Da Olaf Tryggvessøn kom til Norge og antog Kongenavn, fandt vi os ej deri, men i Forbindelse med Danekongen Sven toge vi ham af Dage. Nu har jeg vundet Norge saaledes som jeg sagde dig[1], og ved at overvinde i et Slag den Konge, som herskede derover: en saa forstandig Mand, som du, kan da vel begribe, at jeg ikke paa nogen Maade vil give Slip derpaa for den digre Mand, og jeg forbyder dig oftere at bringe denne Sag paa Bane for mig“[2]. Denne temmelig eensidige og unøjagtige Fremstilling af Forholdene viser tydeligt, hvor lidet man endnu i Nabolandene havde vænnet sig til at betragte Norge som et samlet Heelt, og hvor dybt Ætlingerne af den gamle ragnarske Kongestamme saa ned paa Harald Haarfagres Efterkommere, hvilke de fremdeles kun betragtede som ubetydelige Fylkeskonger, uberettigede til Eneherredømmet i Norge, og langt ringere i Byrd end sig selv. Hjalte skjønnede strax, at det endnu var umuligt at bringe Sviakongen paa andre Tanker, og bragte derfor andre Materier paa Bane. Men han fortalte Ingegerd den hele Samtale, og bad hende lægge nogle Ord ind hos Kongen derom. Hun lovede det, skjønt hun, som hun sagde, vidste forud at det ikke vilde nytte. En Dag, da hun fandt sin Fader i godt Lune, spurgte hun ham, hvad han agtede at foretage i Anledning af Striden med Olaf digre, „thi“, sagde hun, „mange klage nu herover; nogle sige at de have mistet Gods, andre deres Frænder formedelst Nordmændene; ingen af eders Mænd har nu Fred i Norge, og de ere saaledes udelukkede derfra; det var ogsaa heel urimeligt af eder at gjøre Fordring paa Herredømmet i Norge, som baade er fattigt og vanskeligt at befare[3], medens Folket er eder fiendtligt og mindst af alle vil have eder til Konge. Vilde du handle efter mit Raad, da burde du lade Fordringerne paa Norge fare, og heller underkaste dig de Landskaber i Austerveg, som dine Forfædre havde, og som vor Frænde Styrbjørn for ikke saa lang Tid underkastede sig[4], men derimod lade Olaf digre beholde sin Fædrenearv, og slutte Fred med ham“. „Du vil da maaske“, svarede Kongen i Vrede, „at jeg skal afstaa Herredømmet over Norge, og gifte dig med Olaf digre? Nej, da har jeg besluttet noget ganske andet: i Vinter, paa Uppsalathing, skal jeg opbyde fuld Almenning af Folk og Skibe
- ↑ Ved „Norge“ forstaaes her maaske fremdeles kun Sviakongens Andeel, hvis ikke, som oven antydet, Olaf svenske virkelig har gjort Fordring paa hele Riget, hvad der nok er muligt.
- ↑ Sagaskriverne lade Sviakongen her ogsaa omtale den Knibe, hvori Olaf Haraldssøn havde været, da han med Nød og neppe slap ud af Mælaren; vi have ovenfor søgt at vise, at dette Sagn vistnok er fabelagtigt og uhjemlet.
- ↑ Nemlig med en Hær i Krigstilfælde.
- ↑ At Styrbjørn underkastede sig Landskaber i Austrveg eller Austrrike, siges udtrykkeligt i Beretningen om ham, Fornm. S. V. 246, jfr. ovf. S. 98.
