Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/577

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
551
Hjalte Skeggessøn i Uppsala.


dem: her ere de“[1]. Kongen sagde: „der har ikke paa lang Tid været mange, som have bragt os slige Afgifter fra Norge, og jeg er dig meget taknemmelig fordi du har ladet det være dig saa magtpaaliggende at bringe os og ikke vore Uvenner dem; jeg skjenker dig disse Penge, og dertil mit Venskab“. Hjalte takkede ham paa det bedste, og kom paa den venskabeligste Fod med Kongen, der fandt Behag i at underholde sig med ham, da han var en meget forstandig og ordsnild Mand. Efter saaledes at have vundet Kongen, søgte han nu ogsaa at nærme sig hans Datter Ingegerd. Han sagde til Skaldene, at han havde Hilsener og Jertejner til hende, og bade dem om at skaffe ham hende i Tale. De sagde at dette var en let Sag, og fulgte ham en Dag til hendes Huse[2]: hun kjendte Skaldene og modtog dem vel; derpaa traadte Hjalte frem, hilste fra Jarlens Hustru Ingebjørg, sagde at denne havde anbefalet ham til hendes Beskyttelse, og fremviste Jertejnerne. Hun modtog denne Hilsen meget godt, tilsagde ham sit Venskab, og lod dem beverte. De bleve siddende der en lang Stund, idet hun samtalede med Hjalte og spurgte ham om alle Slags Nyheder. Ved Afskeden bad hun ham ret ofte at besøge hende, og Hjalte benyttede sig flittigt af denne Indbydelse. Da han saaledes var bleven nærmere kjendt med hende, rykkede han frem med sit egentlige Ærende, og spurgte hvad hun troede hendes Fader vilde sige dertil. Hun fraraadede ham paa det alvorligste at komme til hendes Fader med saadant, thi han taalte ikke engang at høre Olaf digre nævne. Ikke desto mindre vovede Hjalte en Dag, da Kongen havde drukket godt, og var i ypperligt Lune, at bringe Sagen paa Bane med stor Forsigtighed. „Her er“, sagde han, „megen Pragt og Herlighed at see, og jeg maa med Rette erkjende, at ingen Konge i de nordlige Lande kan maale sig med eder. Men desto større Skade er det, at det skal være forbundet med saa store Vanskeligheder for os at komme hid, thi Vejen er baade lang og farefuld, først formedelst det store Hav, man skal over, og dernæst fordi det ej er fredeligt at drage gjennem Norge for dem, som ville besøge eder. Hvorfor prøver man ej paa at bringe et Forlig istand mellem eder og Olaf digre? Saavel i Norge, som i Vestergautland hørte jeg megen Tale om at alle ønskede Fred; man ytrede ogsaa som aldeles vist, at Norges Konge selv

  1. Dette kunde dog ogsaa forstaaes, som om det alene gjaldt Viken, hvor Hjalte vel maa have landet. Landørerne betragtedes ellers nærmest som en Afgift ved Bortrejsen fra Norge.
  2. Det viser sig heraf, saa vel som af hvad der nedenfor berettes om den store Gaard, Ingegerd ejede paa Ulleraker, at hun paa en vis Maade allerede var myndig og levede for sig selv; det skulde næsten synes, som om hun havde været Enke, eller at hun ogsaa havde faaet flere Besiddelser efter sin Moder, som paa den Tid maa have været død. I enkelte Hdskr. tilføjes det, at hun, da Hjalte og Skaldene kom ind, sad og drak med sine Mænd: et Udtryk, som dog kun betyder, at hun opholdt sig i den samme Hal, hvor hendes Hofmænd sad tilbords.