gaa overilet frem, men betænke sig og oppebie den belejligste Stund: imidlertid skulde Bjørn blive hos ham. Bjørn takkede ham for dette Tilbud, og forblev hos Jarlen en Tidlang om Høsten (1017). Men jo længere det led hen uden nogen Bestemmelse, desto utaalmodigere blev han, og klagede herover til Ingebjørg, der fremdeles viste sig meget venskabelig mod ham og hans Følge. Hun talte ofte med Bjørn og Hjalte derom. Ved en saadan Samtale foreslog endelig Hjalte, at han skulde drage i Forvejen til Sviakongen og underhaanden føle sig for, om Sagen virkelig var saa vanskelig, som man troede, eller om den paa nogen Maade lod sig udføre; thi da han var fra Island, ikke fra Norge, vilde hans Ankomst ikke vække nogen Mistanke eller Uvilje hos Sviarne; han havde desuden hørt, at to islandske Skalde, hans personlige Bekjendte, nemlig Gissur svarte og Ottar svarte, (den sidste en Systersøn af Sighvat) opholdt sig ved Sviakongens Hof og nøde megen Anseelse[1]. Dette Forslag fandt baade Ingebjørg og Bjørn særdeles klogt, og besluttede strax at lade det komme til Udførelse. Ingebjørg udrustede selv Hjalte til Rejsen, gav ham til Underhold 20 Merker Sølv, og til Opvartning to Tjenere, hvilke hun bød i Et og Alt at være ham lydige; derhos medgav hun ham Hilsen, ledsaget af Jertejner, til Olaf Sviakonges Datter Ingegerd, at hun af al Magt og paa det bedste skulde staa ham bi, hvis han behøvede hendes Hjelp. Hjalte rejste, kom til Sviakongens Hof, og opsøgte strax Skaldene Gissur og Ottar, der bleve meget glade ved at see ham, og strax forestillede ham for Kongen, som en af de meest anseede blandt deres Landsmænd, og den bedste Modtagelse værdig. Kongen bad dem at tage Hjalte og hans Følge til sig i deres Flok; de gjorde saa, og det varede ikke længe, førend han havde mindet almindelig Agtelse ved Hoffet. Ofte sad han med Skaldene paa deres sædvanlige Plads, foran Kongens Højsæde; Kongen gav sig i Tale med ham, spurgte ham om mangt og meget fra Island, og lærte ham saaledes nærmere at kjende. Hjalte lod det ej blive herved, men vidste ved snildeligen at smigre hans Forfængelighed og Ærgjerrighed at vinde hans Venskab, ja endog hans Fortrolighed. En Dag gik han nemlig, ledsaget af Skaldene, frem for Kongen, og efter at have ytret, at det alene var Lysten til at see ham selv og hans Pragt, der havde bevæget ham til at rejse en saa lang og møjsommelig Vej, fremtog han ti Merker Sølv og sagde: „mellem Island og Norge gjelder den Lov, at Islændingerne, naar de komme til Norge, betale Landører; da jeg kom over Havet, modtog jeg alle mine Skibskammeraters Landører, og da jeg nu veed at I er den, der med Rette har at raade i Norge, har jeg villet bringe eder
- ↑ Om Skalden Ottar svarte have vi allerede ovenfor haft Anledning til at tale: det viser sig at han har digtet Kvad saa vel om Knut den mægtige, som om Olaf Haraldssøn; i det følgende ville vi komme til at omhandle, hvorledes han kom i Berørelse med denne. Gissur svarte omtales ikke andensteds.
