Ragnvald, som da strax vilde kunne skjønne, at Kongen selv havde afsendt ham. Nu traadte Hjalte frem for at tage Afsked med Kongen, og bad ham medgive dem sin Lykke paa Vejen. Kongen, som først nu fik vide, at Hjalte skulde være med, ytrede sin Tilfredshed derover, da det ofte, som han sagde, havde viist sig at Lykken fulgte Hjalte; hvad Lykke han selv havde, vilde han med Glæde ønske dem. Bjørn rejste nu afsted med sit Følge, og blev vel modtagen i Skara hos Ragnvald Jarl; han var nemlig selv en anseet Mand, og kjendt af de fleste, der havde seet Norges Konge, da han sædvanligviis paa alle Thing talte i Kongens Navn. Ingebjørg Tryggvesdatter, Jarlens Kone, kjendte godt Hjalte fra den Tid, han havde været ved hendes Broders Hof; hun regnede sig desuden i Slægtskab med hans Hustru Vilborg, Gissur hvites Datter[1]. En Dag forlangte Bjørn at tale med Jarlen og Ingebjørg, aabenbarede dem, i hvilket Ærende han var sendt, og viste dem de medbragte Jertejner til Bekræftelse derpaa. Jarlen spurgte forundret om han havde begaaet noget, hvorfor Kongen ønskede hans Død, saa farefuld var denne Sendelse, thi Olaf Sviakonge var altfor overmodig til at ikke det værste skulde være at befrygte for enhver, der vovede at forebringe ham en saa forhadt Sag, som denne. Bjørn svarede, at han ej var sig bevidst at have begaaet noget, hvorfor Kongen var ham vred, men at det var saa meget af hvad Kongen enten selv paatog sig eller paalagde sine Mænd, som var forbundet med stor Fare, og nok kunde afskrække enhver, der ikke vare desto modigere: hidtil havde han dog haft Lykken med sig, og derfor, sagde Bjørn, vilde han nu trøstigt begive sig til Sviakongen, og ikke vende tilbage igjen, førend han fuldstændigt havde udrettet sit Ærende, hvad enten Jarlen vilde understøtte ham eller ej. Ingebjørg tog nu Ordet, og sagde, at det var den største Skam, om Jarlen af Frygt for Sviakongen ikke af al Magt stod Olafs Sendebud bi: han var af saa høj Byrd, og havde saa mange anseede og mægtige Frænder, at han dog vel maatte have Frihed til at tale hvad han fandt sømmeligt, om end Kongen selv hørte derpaa; om han derved udsatte sig for hans Vrede, eller endog for at miste Ejendom og Rige, fik være det samme[2]. Jarlen erklærede sig ikke utilbøjelig til at staa Bjørn bi, og hjelpe ham til at fremføre sit Ærende for Sviakongen, hvad enten denne syntes derom eller ej, men han sagde derhos, at han ikke vilde
- ↑ Gissurs Moder Aaluf var en Datter af Bødvar, Erik Bjodaskalles, Ingebjørgs Faders, Broder.
- ↑ Hvis, som vi ovenfor have antydet, Ragnvald virkelig en Tidlang efter Svaldrslaget havde været i Landflygtighed, eller i det mindste fjernet fra sin Stilling som Befalingsmand, kan man maaske antage, at han allerede havde sikret sig et Tilhold udenlands, og derfor ikke behøvede at være saa bange for Sviakongens Vrede. Det heder senere, at Ingegerd betingede ham et Len i Rusland: hvo veed derfor, om han ikke selv allerede havde stiftet Forbindelser der.
