Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/557

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
531
Slaget ved Vielse.


kunde de gjøre et desto eftertrykkeligere Angreb[1]. Efter en enkelt Beretning[2] skal Olaf have sendt Bud til Svein og anmodet ham om at holde Fred paa den Helligdag, som nu var forhaanden, og udsætte Striden til Mandagen efter, ja om muligt endog til efter Paaske-Ugen; men Jarlen skal have svaret, at han aldeles ikke vilde indlade sig derpaa, da det kun var en Udflugt af Olaf. Denne skal da have sagt: „den som ikke vil holde Fred paa en Helligdag, faar heller ikke Sejren paa den Dag“[3]. Da Jarlen tidligt om Søndags Morgen gjorde sig slagfærdig og oppebiede Olaf, skal endog Einar Thambarskelver have raadet ham til at gaa ind paa Kongens Forslag, men forgjæves. Men hvorledes det end forholdt sig hermed, saa var det dog Kongen, der opsøgte Svein. Han lod først holde Messe; derpaa bød han sine Mænd spise Dagverd, og lod saa blæse til Opbrud fra Havnen. Da de kom udenfor den Havn, hvor Jarlens Skibe laa, fandt de ogsaa dem fuldt udrustede, og i Begreb med at lægge ud. Olaf gav nu Befaling til at binde Skibenes Forstavne sammen. Der fortælles, at han lod en Skejd lægge yderst paa hver Side, og udenfor dem igjen Knerrerne, adskilte fra Skejderne ved et bredt Mellemrum[4]. Paa sit eget Skib, Karlshøvde, havde han 120 udsøgte Mænd, alle forsynede med Ringbrynjer og valske[5] Hjelme, foran paa hvilke han havde ladet male hvide Kors; de fleste af hans Mænd havde ogsaa hvide Skjolde, hvori et Kors, enten forgyldt eller malet med rød eller blaa Farve. Hans Merke eller Banner var hvidt, og forestillede en Orm[6].

Da man fra Jarlens Skib saa Olafs Tilberedelser, skal Einar Thambarskelver have sagt: „Ser I Kongens Fylking? Den er ikke tyk, og dog er jeg bange for, at den, inden Solen i Aften gaar ned, vil blive haard at binde an med; du selv, Jarl, kan vælge Plads i hvilken Fylkinge-Arm du vil“. „Om jeg da indtager denne Plads“, sagde Jarlen, „vil du da ej følge med?“ „Nej“, sagde Einar, jeg har ingen Lyst til at løse mit Skib af Tengslerne og fare lige ind i Kongens Flaade for at kæmpe med ham imod hans Vilje, thi jeg ser, at han er ikke for at stride i Dag, skjønt han dog altid vil være beredt paa at modtage dig og dine Mænd“. Jeg har ikke før merket noget til at Modet svigtede dig“, sagde Jarlen. „Kald

  1. Olaf d. hell. Saga, Cap. 55. Snorre, Cap. 46.
  2. Den legendariske Olafssaga; Cap. 26.
  3. Den legendariske Saga, Cap. 26.
  4. Saaledes fortælles der i Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 169.
  5. Det vil sige „franske“. Sighvat Skald bevidner det udtrykkeligt i to Vers af det Kvad, han digtede om Slaget: „jeg skjulte mig under den valske Hjelm“, (Olaf den helliges Saga, Cap. 55), og „jeg prydede mig Palmesøndag med den poitouske Hjelm“ (Fagrskinna, Cap. 93).
  6. Olaf den helliges Saga, Cap. 55, Snorre, Cap. 47.