Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/556

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
530
Olaf Haraldssøn.


syntes meget godt om Svein, under hvis milde Regjering de sandsynligviis ganske raadede sig selv. Deres Indflydelse paa Bønderne var overvættes stor, og det kom meget an paa dem, hvor stor Hjelp Svein vilde faa. I Throndhjem selv og Haalogaland gik det godt: endog de, som den sidste Vinter forud havde svoret Olaf Troskabsed, saavel Lendermænd som Bønder, fulgte Svein, og det er saaledes vist ganske rigtigt, naar Thjodrek Munk siger, at Olaf mistvivlede om at faa nogen Bistand af Thrønderne, da han kjendte deres Letsindighed og Ustadighed[1]. Blandt de Lendermænd, der fulgte med Svein, nævnes foruden Einar Thambarskelve ogsaa Haarek i Thjøtta[2]. De styrede ud af Throndhjemsfjorden, og samlede Folk til sig i hvert Fylke, dog skal det ikke have lykkets Jarlen at faa noget synderligt Tilløb søndenfor Stad: her, heder det, gik ikke engang Ledingen ud[3]. Men fra Rogaland kom Erling Skjalgssøn med mange Folk, sandsynligviis sine egne Huustropper, og Jarlens Hær blev saaledes større end Kongens. Det angives at hans Flaade tilsidst bestod af 45 Skibe, hvilke vel havde en Besætning af mindst 3000 Mand. Med denne Flaade styrede han langs Kysten ind i Viken, hvor han kom henimod Slutningen af Fasten. Han styrede forbi Grenmar (Langesundsfjorden) og lagde sig ved Nesje, eller den sydvestligste Spids af Brynlaanesset. Imidlertid havde Olaf ogsaa styret sydefter. Løverdagen før Palmesøndag hørte begge Parter til hinanden. Søndag Morgen (den 25de Marts), stod Olaf op, klædte sig paa, gik i Land, og lod blæse Tegn til at hele Hæren skulde samle sig om ham. Her holdt han en Tale for sine Mænd, hvori han underrettede dem om at Svein Jarl ikke var langt borte. Han bad enhver at væbne sig og gjøre sig og sit Rum rede til Striden, for at alt kunde være i Beredskab, naar der blæstes til Opbrud; man maatte, sagde han, passe det saaledes, at hele Flaaden roede i een Linje, og at intet enkelt Skib enten roede forud, eller fakkede efter, da man ej kunde vide, om Jarlen vilde komme dem imøde, eller oppebie Angreb af dem. Han forbød endelig sine Folk at kaste sine Spyd, førend Skibene vare sammenbundne, ellers vilde man spilde dem til ingen Nytte: først skulde de kun søge at dække sig mod Fiendens Vaaben og opsamle saamange af dem, som de kunde; naar Fienden da havde bortskudt sit Forraad,

  1. Thjodrek, Cap. 15.
  2. Den legendariske Saga, Cap. 26. Den nævner ogsaa Kalf Arnessøn; men han var dog paa denne Tid neppe endnu Lendermand, og vistnok for ung til at deeltage i Kampen.
  3. Dette siges udtrykkeligt i den legendariske Saga, Cap. 26. Derimod siger Fagrskinna, Cap. 93: alt eftersom Jarlen drog frem holdt han Thing med Bønderne og fik meget Folk. At han havde flere Folk end Olaf, siges udtrykkeligt i Olaf d. hell. Saga, Cap. 55. Snorre, Cap. 47.