hørte han derimod at der samledes en Hær imod ham lide i Fjorden, vilde han strax skynde sig bort, og da fik man ikke fat paa ham. Jarlen fulgte Einars Raad, og drog op i Stjørdalen paa Vejtsler hos Bønderne. Men det gik ikke ganske som Einar havde formodet. Olaf kom vel til Steinker, men forblev ikke længe der. Han holdt Thing med Indthrønderne, der maatte tage ham til Konge og sværge ham Troskabsed; derpaa lod han alt det samlede Gjestebudsforraad bringe ombord paa sine Skibe og andre Fragtfartøjer, han i Hast fik fat paa, og sejlede med alt dette skyndsomt ud til Nidaros. Her stode nogle forfaldne Huse siden Olaf Tryggvessøns Tid, andre vare aldeles nedstyrtede, thi Jarlerne havde, som ovenfor berettet, ikke skjøttet om at vedligeholde hans Kjøbstadsanlæg. Olaf Haraldssøn, heder det, mindedes nu at hans Frænde Olaf Tryggvessøn havde anlagt en By her, og af Kjærlighed til hans Minde tog han Bolig her. Han lagde op i Elven, indrettede sig saa godt han kunde i de Huse, som endnu stode; lod skaffe en heel Deel Tømmer til at udbedre dem og oprejse de aldeles nedfaldne, hvortil en stor Mængde Folk anvendtes; ligeledes lod han udskibe alt det medbragte Gjestebudsforraad. Saaledes lagde han allerede nu sin Hensigt, ganske at træde i Olaf Tryggvessøns Fodspor, tydeligt for Dagen[1], ligesom han ogsaa forresten optraadte som regjerende Konge, idet han krævede Landøre[2] af de der liggende Islandsfarere. Den halve Landøre havde Svein allerede opkrævet, nu fordrede Olaf den anden Halvdeel[3]. Da, fortælles der, henvendte de sig til deres Landsmand, Skalden Sighvat Thordssøn, som nys var bleven Olafs Hirdmand, og anmodede ham om at bede Kongen at fritage dem for Afgiften. Sighvat Skalds Navn er uadskilleligt forbundet med Olafs eget, deels fordi han i sine Kvad har foreviget hans
- ↑ Fagrskinna, Cap. 92.
- ↑ Om Landøre er der allerede talt ovenfor, i I B. S. 556. Det var en Skat, som Harald Haarfagre paalagde Udvandrerne til Island. Da var Afgiften kun een Gang for alle; men allerede paa Jarlernes Tid var den, som man ser, bleven, hvad den siden forblev, en Afgift, som enhver Udlænding maatte betale, naar han forlod Norge, sml. Olaf d. hell. Saga, Cap. 223. Snorre, Cap. 259. Magnus den godes Saga, Cap. 45.
- ↑ Hos Snorre staar at Sven havde indkrævet Halvdelen af Landørerne fordi Erik og Haakon havde Halvdelen af disse, som af andre Indtægter, i Throndhjem. Dette er for saa vidt urigtigt, som Erik havde Throndhjem aldeles frit, og saaledes de fulde Indtægter, der tilkom ham. Men det sees tydeligt, at Erik ved sin Afrejse har afstaaet den ene Halvdeel til Svein; det er altsaa denne, som Svein havde krævet, den anden stod tilbage og tilhørte Haakon; men nu fordrede Olaf den i hans Sted. Dette forklarer maaske og, hvorledes Frosten, om den end allerede da regnedes til Strinden, kunde kaldes Sveins Rige. Beretningen forekommer fuldstændigt kun hos Snorre, Cap. 41. Olaf d. hell. S. har kun et kort og højst ufuldstændigt Uddrag deraf.
