Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/551

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
525
Svein Jarls Flugt fra Steinker.


til Nidaros, med den Befaling at tage en ham tilhørende Skude, som laa der, og i største Hast at ro ind til Steinker for at underrette Jarlen om den overhængende Fare. Jarlen havde heldigviis et Langskib liggende aldeles sejlfærdigt og tjeldet udenfor Byen. Da Budskabet kom til ham, lod han endnu samme Listen sit Løsøre, de nødvendige Klædningsstykker for sig og sine Folk, og Mad og Drikke saa meget Skibet kunde rumme, bringe ombord, og roede bort strax om Natten. Steinker ligger, som bekjendt, ved den inderste Ende af Beitstadfjorden, der danner en egen Afdeling af Throndhjemsfjorden, og næsten kan betragtes som en Indsø, da den kun gjennem det neppe Miil brede Skarnsund mellem Inderøen og Verabygden har sit Udløb i Yterøfjorden, saaledes kaldes den nærmeste Deel af den ydre Fjord, fordi den her omgives af Yterøen, mellem Moseviken og Skaun. Men fra Steinker til Skarnsund er der to lange Mile, saa at Jarlen ikke naaede Skarnsund førend i Daglysningen, og da han kom ud af Sundet, lige for Moseviken, saa han allerede Olafs Skibe nærme sig, idet de kom ud af Nordviksundet mellem Yterøen og Mosevikbygden. Han drejede derfor i al Hast af og lagde ind til Land i Moseviken, paa et Sted hvor der var tyk Skov, og saa nær den stejle Strand, at Grenene ragede frem over Skibet og tildeels skjulte det. Derhos lod han sine Folk hugge Trær og sætte dem rundt omkring Skibet paa Ydersiden lige ned til Vandgangen, saa at man i Frastand ej kunde skjelne Skibet fra den skovbevoxne Strand, især da det endnu ikke var ret lyst. Paa denne Maade lykkedes det ham at undgaa Olafs Opmerksomhed. Denne fortsatte sin Vej ind til Steinker, og saa snart hans Skibe vare komne bagenfor nærmeste Odde, lagde Jarlen atter ud, og sejlede syd til Frosten, der hørte til hans Rige[1]. Derfra sendte han Bud til Gauldalen efter Einar Thambarskelver, og sagde til denne, at han vilde samle Folk og angribe Olaf. Einar raadede ham, heller at holde sig ganske rolig, saa at Olaf intet hørte til dem, thi i saa Fald var det nok muligt, at Olaf vilde slaa sig til Ro om Julen inde paa Steinker, hvor alt var færdigt til Julegilde, og da kunde man overrumple ham;

  1. Saaledes heder det udtrykkeligt baade i Olaf d. hell. Saga og hos Snorre. Herved er dog at merke, at Frosten i det mindste i det 15de Aarhundrede (se Aslak Bolts Jordebog) regnedes til Strindafylke, men dette Fylke hørte, efter hvad vi tidligere have seet, til Erik Jarls, ikke til Svein Jarls eller rettere den svenske Konges Deel; ja det opregnes endog paa dette Sted i Olaf d. hell. Saga udtrykkeligt blandt de fire Fylker, Haakon Jarl som sin Faders Efterfølger havde aftraadt til Olaf. Man skulde altsaa formode, enten at Frosten paa hiin Tid ikke regnedes til Strindafylke, men til Stjordølafylke, hvad der vistnok ogsaa i og for sig var det naturligste; eller at Svein ikke egentlig har landet paa selve Frosten, men kun i Nærheden deraf, ved Aglo; eller endelig, at Strinden har hørt til de Dele af Riget, som Erik Jarl ved sin Afrejse fra Norge overlod til sin Broder. Jvfr. nedenfor S. 526 Note 3.