begive sig til det af Knut endnu ikke erobrede Northumberland og der forberede sit Tog til Hjemmet. Sagnet om Olafs Ophold hos Knut og i hans Herr, er imidlertid senere blevet udsmykket, som om Olaf virkelig havde deeltaget i Belejringen af London, og Sighvats Vers, ere, som vi have seet, blevne lempede derpaa. Man har tillige opfundet en Fortælling om den særegne Grund til at der opstod Uvenskab mellem Olaf og Knut, nemlig at denne blev skinsyg over at Hofbiskopen gav Olaf Kongetitel, og erklærede ham for helligere, eller ivrigere Christen end Knut selv. Fortællingen røber sig endog fra Sprogets og den hele Fremstillings Side, som en legendarisk Opdigtelse; men saavel hvad denne, som andre lignende Fortællinger fra Olafs Vikingetid angaar, bliver det dog altid et Spørgsmaal, om ikke allerede overdrevne eller pralende Beretninger af hans egne Mænd ligge til Grund[1]
I Northumberland, fortælle vore Sagaer, udrustede Olaf sig til sin Hjemrejse. Han lod sine Langskibe blive tilbage, men indskibede sig med 140[2] udvalgte og vel udrustede Mænd paa to Knerrer eller store Kjøbmandsskibe. Dette klinger vel noget besynderligt, men det bekræftes ved et Vers af den samtidige Ottar svarte, og man kan saaledes ikke betvivle Fortællingens Rigtighed. Ved nærmere Eftertanke vil man og lettelig indse, at da Olafs Styrke, om han end anstrengte sig til det yderste, ej var stor nok til at kunne erobre Norge med Magt eller til at modstaa Jarlernes forenede Kræfter, hvis han ej fandt Tilhængere blandt Folket selv, handlede han langt klogere i at komme saa ubemerket som muligt til Landet og undgaa al Opsigt, indtil han havde mindet et tilstrækkeligt Antal Tilhængere, end om han havde landet med Krigsskibe og strax begyndt aabenbar Krig. Det Hele var for ham et Lykkespil Var han uheldig, saa havde han idetmindste
- ↑ Det er strax ovenfor viist, paa hvilket Sted hver enkelt af de forskjellige Sagabearbejdelser omtaler hiin Begivenhed mellem Knut og Olaf. Det er egentlig kun den legendariske, der har den paa et nogenlunde rimeligt Sted; de to andre, navnligen Flatøbogen, indskyde den hvor man allermindst skulde vente den. Man er derfor, hvis man ej aldeles vil forkaste den, endog nødsaget til at henføre den til det eneste Tidspunkt, paa hvilket den kunde have fundet Sted, nemlig strax efter Knuts Ankomst 1015. Saxo (S. 510) fortæller og, at Olaf, efter allerede at have været udnævnt til Norges Konge, understøttede Knut i England, men angiver som Aarsag til deres Uvenskab, at Knut enten krænkede hans Elskede ved Navn Alffiva (Alviua), eller og bedrog ham for den ham lovede Deel af England.
- ↑ Antallet angives forskjelligt. Den ældste Afskrift af den hist. Olaf den helliges Saga saa vel som Fagrskinna nævner „:20 Mænd og et Hundred“ (d. e. 120), altsaa tilsammen 140; yngre Afskrifter nævne derimod tre Hundrede, d. e. 360.
