Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/522

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
496
Svein og Haakon Jarler.


talrige Smede og øvrige Arbejdere Han optræder saaledes virkelig mere som en rig Godsejer, end som regjerende Herre; dog var han lige saa berettiget til Tronen som nogen anden Ætling af Harald Haarfagre, og vi ville siden se, hvorledes hans Æt kom i endelig Besiddelse af den[1].

Olaf opfostredes hos Sigurd. Da han var i sit tredie Aar, kom Olaf Tryggvessøn paa sit Besøg i Viken 997–998 ogsaa til Ringerike, som han christnede, ved hvilken Lejlighed Sigurd Syr, saaledes som vi ovenfor have berettet, gjorde et Gilde for ham, og blev christnet med sit hele Huus, hvoriblandt Olaf, til hvilken Kong Olaf Tryggvessøn selv skal have staaet Fadder, medens Rune, der allerede forhen havde givet ham Navn, nu atter nævnte det[2]. Der er et Sagn om at man ved denne Lejlighed gav Drengen et Lys i Haanden, og at han –– meget naturligt –, skal have sagt „Lys, Lys, Lys!“ et Udraab, hvilket man, som saa meget andet, senere synes at have givet en varslende Betydning[3]. Da Olaf voxede til, blev han smuk af Udvortes og rask i al Slags Legemsfærdighed; ikke høj af Væxt, men før og sterk, saa at man kaldte ham „Olaf digre“, lysebrun af Haar, noget bredladen i Ansigtet, rødmusset, med smukke, spillende og gjennemtrængende Øjne, saa at man, som det siges, kunde blive bange for hans Blik, naar han var vred. Han opnaaede Dygtighed i mange Idrætter, især Bueskydning og Spydkastning, han blev derhos flink i al Slags Haandarbejde, og talte godt for sig; af sin Byrd var han stolt og vilde gjerne herske over andre[4]. Der er flere Sagn om hans tidlige Lyst til krigerske Sysler og om hans Storsindethed. Da han var 8 Aar gammel, stod han engang, som det fortælles, tilfældigviis hos sin Moder, medens hun lukkede op sin Kiste, og fik Øje paa noget blankt og fagert, som kom frem; det var Sverdet Bæsing, som Rane havde givet ham. Hun vilde i Førstningen ej lade ham se det, men han greb det om Hjaltet og drog det af Slidren, beundrende dets Glands. Paa hans Spørgsmaal, hvem det tilhørte, sagde hun at det var hans eget, men at hun gjemte det for ham til han blev ældre. Han meente at han nu strax vilde bære det, og gik bort med det. Sigurd forsøgte siden at lokke det fra ham, men forgjæves. Da bød han ham vred at give slip derpaa, men Olaf foer op, drog Sverdet og

  1. Olaf d. hell. Saga, Cap. Idd, jvfr. Cap. 47. Snorre, Cap. 2 jvfr. Cap. 31. Det maa være Sigurds Lyst til Agerdyrkningen, der har skaffet ham det vistnok haanlige Tilnavn sýr, Sviin (d. e. den som roder i Jorden). Jvfr. Har. Haardr. Saga, Cap. 110.
  2. Den legend. Olaf d. hell. Saga, Cap. 6.
  3. Sammesteds; ogsaa Flatøbogen omtaler det, men lægger Udraabet „Lys, Lys, Lys“, i Ranes Mund. At Olaf Ved denne Lejlighed ej var 5 Aar gammel, som den leg. Ol. S. beretter, men kun 2½ Aar, er ovenfor viist.
  4. Olaf d. hell. Saga, Cap. 20, 25, Snorre, Cap. 3.