Det er allerede ovenfor[1] berettet, at Olaf Haraldssøns Fader var Harald Grenske, der igjen var den bekjendte Bjørn Farmands Søn, og hans Moder Aasta, en Datter af den anseede Oplænding Gudbrand Kula. Harald Grenske, der, trods hvad der berettes i Sagaerne, som lade den Glands, der siden
- ↑ Se ovf. S. 129.
efter Eadmunds Død 1016, thi han døde 1035; og hvis Olaf den hellige hjalp Ædhelred efter Svens Død, var han da ej 13 eller 14, men mindst 18 eller 19 Aar gammel. Briansslaget forefaldt ej 1003, 4 eller 5, men 23de April 1014. Hvilken Forvirring alle hine urigtige Angivelser maa have forvoldt, er let at indse; de Talangivelser hvormed de ere forbundne (f. Ex. at Knut herskede 24 Aar efter 1011), vise dog, at man og maa have haft fremmede, sikrere Kilder ved Haanden, hvilket imidlertid i nærværende Tilfælde alene har bidraget til at gjøre Forvirringen større.
Der findes imidlertid allerede blandt vore egne Kilder flere, og det de ældste og bedste, der tydeligt vise sig upaavirkede af denne falske Tidsregning. Først og fremst maa det nævnes, at de samtidige Skalde intet indeholde derom. Ottar svarte omtaler kun, at Olaf meget ung drog paa Søtog til Danmark, Sverige og Gotland; han nævner at han deeltog i en Kamp ved London, at han hjalp Ædhelred til at gjenerhverve sit Rige; at han stred paa Ringmaraheden, var med at indtage Canterbury, beskattede Englænderne, bekrigede Poitou og drog til Norge med to Skibe (Olaf den helliges Saga, Cap. 26–42, Snorre, Cap. 4–27). Sighvat Skald omtaler Olafs Kamp ved Sotasker som hans første, nævner derpaa at han hjemsøgte Øsel, Finland m. m. og Kinnlimasida, taler om hans Kamp ved Londons Brygger, paa Ringmarahede, ved Canterbury, i Nyamoda og i forskjellige Kystegne af Frankrige m. m. (Olaf den helliges Saga, Cap. 26–35, Snorre, Cap. 4–18). Thord Kolbeinssøn, Erik Jarls Skald, fortæller at Knut sendte Bud efter Erik Jarl (Olaf den helliges Sagn, Cap. 40, Snorre, Cap. 23); at Erik begav sig til England og her traf Knut (Knytl. Saga, Cap. 13); at han kæmpede med Ulfkell Snilling og paa Ringmarahede (Olaf den helliges Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 23, Knytl., Cap. 15). Ottar svarte i sin Draape om Knut, taler om hans Tog hjemmefra med Jyder og Skaaninger, om hans Strid i Lindsey og vestenfor Ouse (Knytl., Cap. 8), ved Tees og Sceorstan (Cap. 10), ved Brentford, Assandun og Nordvik (C. 12) ved London (C. 13); men Versene ere udrevne af deres Forbindelse, saa at det er uvist, om Ordenen er den rette. Njaals Saga lader den ovenfor (S. 436, 437) omtalte Strid paa Althinget foregaa længe efter Femterdommens Oprettelse (og følgelig efter Skaftes Tiltrædelse af Lovsigemandsværdigheden 1004) men tillige to Vintre før Briansslaget, hvorved det altsaa er tydeligt, at denne Saga ej har henført Briansslaget til 1004; den lader Flose efter Slaget drage til Rom, komme tilbage til Norge om Høsten, og tilbringe Vintren efter, altsaa 1014–1015, hos Erik Jarl, der ved hans Afrejse om Vaaren gav ham gode Gaver (Njaals Saga, Cap. 159); altsaa var Erik da endnu ej afrejst til England.
Hvorfra, og naar, hiin Forvirring i Tidsregningen er opstaaet, der har gjort sig saa gjeldende i de fleste Sagaer, kan maaske nogenledes eftervises. Den maa være yngre end Njaals Saga, og rimeligviis er den vel allerede tildeels at tilskrive Are. Adam af Bremen (II. 51) siger at Knut i 3 Aar bekæmpede England; maaske dette, der paa en vis Maade er rigtigt, naar man kun regner Aarene
1014, 1015, 1016, har bevæget vore Chronologer til at antage, at Knut ej
