derbare Ting som muligt om Landets fornemste Nationalhelgen, hvis selvopofrende Bestræbelser man skyldte Hedendommens fuldkomne Udryddelse, Sammenknytningen af Landets enkelte Dele til et blivende Heelt og Kongestammens Befæstelse i den almindelige Opinion som fuldkommen legitim ved Siden af den ældgamle, mægtige Lodbroke-Æt.
og Ungers Oldn. Læsebog S. 103) til 1024, Annalerne og de øvrige indenlandske Kilder til 1030. Egentlig kan man deriblandt ogsaa regne Thjodrek, der ved Siden af 1029 nævner „Onsdagen“ den 29 Juli som Olafs Dødsdag, thi 29 Juli 1029 faldt paa en Tirsdag, 29 Juli 1030 derimod paa en Onsdag. Da nu dertil kommer, at Chron. Sax. nævner 1030 som Olafs Dødsaar, og det derhos af astronomiske Grunde er godtgjort at Olafs rette Dødsdag var 31te August 1030 (se Hansteen i Sml. til det norske Folks og Sprogs Historie, I. S. 452 flg. og II. S. 157 flg.), kan der følgelig om dette Aar ej være nogen Tvivl. Er altsaa Vinteren 1029–1030 den 15de Vinter efter Olafs Ankomst til Norge, bliver følgelig den første Vinter, i hvilken han antog Kongenavn paa Oplandene, 1015–1016. Dette maa ansees vist.
Med Hensyn til Aarene før Erik Jarls Rejse til England, Knut den mægtiges første Tog derhen, Sven Tjugeskeggs Død og andre i Forbindelse dermed staaende Begivenheder, samt endelig Briansslaget i Irland, afvige vore Sagaers Angivelse end mere fra det rette. Det sædvanlige er, at de lade Sven Tjugeskegg dø om Høsten 1003 eller 1009, Ædhelred 1011 eller 1012; Knut tilligemed Erik foretage sit Englandstog 1012, og Erik dø 1013, hvorhos de tillige lade Olaf Haraldssøn ankomme, 13 Aar gammel, til England, samme Høst, Sven døde (1008), hjelpe Ædhelred til at faa Regjeringen, opholde sig i England 3 Aar, foretage et Tog til de sydligere Egne i to Somre og en Vinter (1012–1013), overvintre i Nordmandie (1013–1014), og endelig om Høsten 1014 komme til Norge (Olaf den helliges Saga, Cap. 26–42, hos Snorre Cap. 3–27, Annales regii ved disse Aar, og tildeels Fagrskinna, Cap. 88). Andre lade Sven dø 1005 eller 1006, (Flatø-Annalerne og den legendariske Olaf den helliges Saga,) da Olaf var 13 eller 14 Aar (den leg. Ol. Saga, Cap. 9), Knut drage til England 3 Aar derefter (se Cap. 6), altsaa 1009, og herske 24 Aar efter Eadmund Jernsides Død (s. C.) Flatø-Ann. lade ham herske 29 Aar efter 1009, Ann. regii 24 Aar efter 1011. Naturligviis lempes ogsaa Olafs Tidsregning derefter. I eet Punkt synes man at have været enig, nemlig at Knut drog til England 3 Aar efter Faderens Død; dette siger og Knytl. Saga, tilføjende at Knut ved Svens Død kun var 10 Aar gammel, (Kn. S. C. 18), og at Olaf var 13 eller 14 Aar, da han allerførst kom til England. Men ved at henføre dette til 1006 modsiger den legendariske Olaf den helliges Saga sig selv, da den ellers opgiver Olafs Dødsaar til 1029 og siger at han da var 35 Aar gammel. – Briansslaget i Irland henføre Flatø-Annalerne til 1003, Ann. reg. til 1004, Olaf den helliges Saga, Cap. 91, hos Snorre Cap. 99, til 1004 eller 1005.
Sammenligne vi nu hermed de samtidige og aldeles paalidelige engelske og irske Beretninger, da finde vi, at vore Oldskrifters Angivelser ere aldeles urigtige. Sven Tjugeskegg døde ikke om Høsten, men den 3 Febr., og ikke 1005, 6,8 eller 9, men 1014 (se Chron. Sax. og de øvrige). Knut, hans Søn, befandt sig ej, som Knytl. vil, ved hans Død i Danmark, men i England, og foretog sit Tog til England ikke tre Aar efter Faderens Død, men næste Aar derefter, nemlig 1015. Han herskede ikke 24 Aar enten efter 1014, eller
