Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/504

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
478
Erik Jarl.


skulde man næsten formode, at det Uvenskab, som hidtil ganske vist havde hersket mellem dem og den styrbjørnske eller sprakaleggske Æt, nu er blevet bilagt, og Forliget beseglet ved Ulfs Giftermaal med Æstrid og Udnævnelse til Jarl, sandsynligviis i Jomsborg[1]. I Underhandlingerne og Forliget har sikkert ogsaa den svenske Olaf Erikssøn deeltaget, der ligeledes var et Medlem af denne vidt udstrakte Fyrstefamilie, og ikke mindre end Danekongerne interesseret i alt hvad der angik den styrbjørnske Æt, ligesom ogsaa Mag. Adam af Bremen udtrykkeligt melder, at Knut sluttede Forbund med Kong Olaf svenske, for ved hans Hjelp at undertvinge først England, siden Norge[2]. Hermed staar det visselig ogsaa i Forbindelse, at Thorkell høje just paa denne Tid eller strax efter faldt fra Kong Ædhelred, og traadte over i Knuts Tjeneste. Der fortælles, at Englænderne, kjede af Thingmændenes, det vil her sige Jomsvikingernes eller Thorkells Krigerskarers Overmod, antoge dette Tidspunkt strax efter Svens Død, da Ædhelred for Øjeblikket havde Overhaand, for det belejligste til at skille sig af med dem, og at det lykkedes Ulfketil Snilling i Forening med Ædhelreds Sønner ved en listigt udtænkt Plan paa een Gang at overrumple begge Thingmændsskarer, saavel den i London, som den i Slesswick, og nedhugge de fleste, saa at Heming faldt i Slesswick med alle sine Mænd, og Eilif i London kun med Møje slog sig igjennem, og undkom til Danmark med tre Skibe[3]. Vist er det ogsaa, at Thorkell indfandt sig i Danmark med 9 Skibe, og efter at have faaet Lejde og Tilladelse til at lande, forsikrede Knut om sin Hengivenhed, og opfordrede ham paa det ivrigste til at vende tilbage til England og underkaste sig Landet, hvor han desuden selv endnu havde efterladt 30 Skibe og en tro Hær, som han nu aldeles stillede til Knuts Forføjning[4]. Da Overfaldet i London og Slesswick henføres til Nytaarstid 1015, og Thorkells Ankomst til Danmark siges at have fundet

    Adam, at Knut gav sin Syster Æstrid til den russiske Konges Søn, hvilket altsaa viser, at der i Beretningen maa have været en Forvirring, eller at Mag. Adam har misforstaaet, hvad Æstrids Søn Sven berettede ham. De nordmanniske Forfattere berette intet om Svogerskabet, og vist er det, at Sven selv allerede maa have været fød 1018.

  1. ↑ Se ovf. S. 101, Note 1.
  2. ↑ Mag. Adam, II. 50. Ogsaa Villjam af Jumiéges (S. 8) omtaler „Lacman“ Sviarnes og „Olaf“ Nordmændenes Konge, der ledsagede Knut, og siden kom Hertug Richard til Hjelp mod Frankerne. Den sidste er Olaf den hellige, hvis Besøg i Nordmandie omtrent paa samme Tid af den nordmanniske Forfatter er falskt opfattet; den første er enten en svensk „Lagmand“, eller maaske endog Ulf Jarl selv, i Spidsen for svenske Tropper.
  3. ↑ Jomsvikingasaga, Cap. 52. Jfr. Olaf den helliges Saga i Fornm. S. V. 156. Villjam af Malmesbury, der urigtigt henfører Danemordet af 1002 til 1015 (S. 71), synes dog ogsaa at have et i dette Aar foretaget Overfald paa Daner for Øje.
  4. ↑ Encomium Emmæ, S. 480.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Det_norske_Folks_Historie_1-1-2.djvu/504&oldid=193531»