og tillige ivrigt søgt at faa Svens Lig i sin Vold, hvilket dog ikke lykkedes ham, da en fornem engelsk Kvinde holdt det skjult, balsamerede det, og bragte det hemmelig over til Danmark, hvor det blev begravet ved den af Harald Gormssøn byggede Kirke i Roeskilde[1]. Det var just ikke til det engelske Folks Behag, at Ædhelred udskrev en Skat af 21000 Pund for Thorkell og hans Krigere i Greenwich; men paa den anden Side kunde han heller ikke vel undvære disse tapre Kæmpers Hjelp[2].
Da Knut kom tilbage til Danmark, blev han venskabeligt modtagen af sin Broder, der dog intet vilde høre om hans Forslag at dele Danmark med ham. Dette, sagde han, var hans Fædrenearv, og den vilde han besidde udeelt, derimod tilbød han ham beredvillig al Hjelp til at erobre England. Hermed maatte Knut for det første lade sig nøje, og Udrustningerne bleve drevne paa det ivrigste. Ogsaa til Erik Jarl i Norge sendtes Bud, at han ifølge sin Lenspligt skulde komme sin Svoger Knut til Hjelp med en Hær. Man kan maaske slutte heraf, at Norge eller de danske Besiddelser deraf betragtedes som henhørende til den Deel af Riget, der i Skiftet efter Sven tilkom Knut, eller at det betragtedes som et Slags Appanage, hvormed Danekongerne affandt deres Brødre eller yngre Sønner, for at undgaa at dele det egentlige Danmark[3]. Erik Jarl lod sig heller ikke opfordre forgjæves. Imidlertid, fortælles der, gjorde begge Brødrene, Harald og Knut, en Rejse til Vendland, og hentede deres Moder hjem, som hidtil havde opholdt sig der[4]. Dette var Dronning Gunnhild, Boleslavs Syster, som efter at være forskudt af Sven Tjugeskegg, egtede Erik Sejrsæl i Sverige, og som efter hans Død, saa længe Sigrid Storraade levede, ikke kan have haft noget blivende Sted enten i Sverige eller Danmark. Da vi erfare, at Thorgils Sprakaleggs Søn, den siden saa berømte Ulf Jarl, allerede i det følgende Aar, da han ledsagede Knut til England, var gift med hans Halvsyster, Sigrid Storraades Datter Æstrid[5],
- ↑ Encom. Emmæ, l. c. S. 480, jvfr. Thietmar, I. VII., Cap. 14, Villjam af Jumièges V. 8.
- ↑ Florents af Worcester (l. c. S. 589) nævner 30000 Pd.
- ↑ Denne Betragtningsmaade finde vi, som det ovenfor er viist, allerede udtalt ved Forhandlingerne mellem Harald Gormssøn, Guldharald og Haakon Jarl.
- ↑ Encomium Emmæ, S. 479, jfr. ovf. S. 313.
- ↑ Saaledes Knytl. Saga, Cap. 8 (hann átti þá Ástriði o. s. v.) Mag. Adam fortæller rigtignok (II. 52) at Knut gav sin Syster Margarete til Hertug Robert af Nordmandie, og da han havde forskudt hende, til Ulf Jarl. Saxo siger ligeledes (S. 512 og 514) at Knuts Syster Æstrid var gift med Richard, og, skilt fra ham, egtede Ulf Jarl. Margarete kunde være hendes christelige Daabsnavn, ligesom Knut hed Lambert, – det var nemlig i hine Tider sædvanligt, ved Siden af det nationale, eller som man vel troede, hedenske Navn, i Daaben ogsaa at antage et christeligt Helgennavn, – og Navnet gjør saaledes her intet til Sagen. Men derimod heder det i Scholie 40. til Mag.
