Sted en Maaneds Tid før Knuts Afrejse, altsaa i Juli[1], skulde man slutte, at man ikke har vovet noget Angreb paa ham, der sandsynligviis fremdeles laa med Skibene ved Greenwich, og at han nu begav sig til Knut for i Forening med ham at hevne sin Broder og sine Krigeres Drab. Men sandsynligere er det, at Thorkell, hvem det neppe kan have undgaaet, at han og hans Hær var en Torn i Øjet paa det engelske Folk, især siden den sidste Udpresning, allerede før Juul har begivet sig til Danmark for at aabne Underhandlinger med Knut, og at man imidlertid i England har benyttet sig af hans Fraværelse til at udføre Forræderiet mod Heming og Eilif[2]
Erik Jarl, viste sig, som vore Sagaer berette, ikke ligegyldig ved Kong Knuts Opfordring om at komme ham til Hjelp, men gjorde sig snarest muligt rede til Toget. Hans store Beredvillighed i denne Henseende vilde næsten være uforklarlig, hvis ikke en enkelt Beretning oplyste, at der allerede i længere Tid havde hersket Uvenskab mellem ham og hans Broder Svein Jarl, der ej kunde finde sig i at hiin skulde herske over de to Trediedele af Landet uafhængigt, medens han selv maatte nøje sig med en Trediedeel, og kun som Vasal af den svenske Konge[3]. Erik, siges der, var for ædel til at ville besmitte sig med sin Broders Drab, og foretrak derfor at forlade Fædrelandet. At hans Samvittighed nu virkelig var ømmere end i tidligere Dage, og hans Religiøsitet alvorligere, sees deraf, at han nogen Tid efter tænkte paa at gjøre en Pilegrimsrejse til Rom. Førend han forlod Landet, sammenkaldte han Lendermændene og de mægtigste Bønder, for at raadslaa med dem om Lovgivningen og Rigsstyrelsen. Ved dette Møde skal Holmgang være bleven afskaffet, og alle Berserker og Ransmænd lyste fredløse[4]. Den Deel af Riget, der stod under hans Herredømme, deelte han ligt mellem sin Søn Haakon, og sin Broder Svein, der saaledes ej længer havde noget at klage over; rimeligviis har Svein faaet Haalogaland, Thrøndelagen og hvad der for øvrigt grændsede til hans Forleninger,
