saavel Gejstlige som Verdslige sig i London for at udbetale Afgiften, hvilket skede strax efter Paaske 1012. For Erkebiskop Ælfeah, der i al denne Tid havde været Vikingernes Fange, fordredes dog særskilte Løsepenge, og da han hverken selv vilde love dem nogen, eller tillade andre at udbetale det mindste for ham, bleve de vilde Krigere optændte af Raseri imod ham. Berusede af Viin, hvoraf en heel Deel just var bleven bragt fra de sydlige Lande, slæbte de, Løverdag efter Paaske (19 April), Erkebiskopen til deres Huusthing ved Greenwich, sloge ham med Been og Oxe-Horn, og mishandlede ham paa andre Maader, indtil en blandt Vikingerne selv af Medlidenhed gav ham Dødsslaget med en Øxehammer. Thorkell selv skal have
gjort sig Umag for at frelse ham, men uden at kunne formaa noget over sine vilde, rasende Skarer[1]. Den Dræbtes Been bleve bragte til London og med stor Hæder begravede ved St. Pauls Kirke, han dyrkedes siden som en Martyr og Helgen. Aarsagen, hvorfor Thorkell søgte at frelse ham, var maaske Medlidenhed eller Ærbødighed for hans høje gejstlige Værdighed; maaske ogsaa den Omstændighed, at han efter tidligere Vikingehøvdingers Exempel paa denne Tid enten allerede var traadt i Ædhelreds Tjeneste eller stod i Underhandlinger med ham derom. Thi vist er det, at da Freden endelig var sluttet og besvoren, indgik Thorkell tilligemed en stor Deel af Vikingehæren – 45 Skibe og deres Besætning, de øvrige droge hver til sit – et Forlig med Ædhelred om at forsvare ham og hans Land, imod at han skulde skaffe dem Føde og Klæder[2]; sandsynligviis ogsaa forlene dem med Østangel eller en Deel deraf[3]. Denne Overeenskomst (geþing)
- ↑ Om Ælfeahs Liv og Martyrdom gives der et vidtløftigt Skrift, der siges at være forfattet c. 1070 af en vis Osbearn, aftrykt i Whartons Angl. Sacra, II., i Mabillons Acta sanetorum 21 April, og den sidste Deel deraf, som omhandler Ælfeahs Død og Danernes Bedrifter, i Langebeks Scr. rer. Dan. II. 439. flg. Man gjenkjender enkelte Dele deraf, navnlig den, som handler om de af Danerne begangne Grusomheder i Canterbury, hos Florents af Worcester (l. c.) Det er i dette Skrift, hvor disse Grusomheder udmales saa forfærdeligt, at man neppe kan værge sig for den Tanke, at meget er overdrevet, især da den samtidige Beretning i Chron. Sax. vel taler om Herjen, Bortslæben af Fanger, og Erkebiskopens Drab, men ikke om de øvrige foregivne Rædselsscener. Skriftet indeholder derhos andre, aabenbart urigtige Fortællinger, f. Ex. at Eadric Streone skulde have været Danernes Anfører ved Canterbury o. s. v., da han derved vilde hevne sin Broder. Og kan Skriftets Forfatter tage Fejl i en saa vigtig Sag, som denne, da bliver og hans Paalidelighed med Hensyn til det andet højst uvis. – At Thorkell søgte at frelse Erkebiskopen, fortæller Thietmar (VII. Cap. 29) efter en ham af et Øjevidne meddeelt Beretning. Thietmar nævner for øvrigt Erkebiskopen urigtigt Dunstan istedetfor Ælfeah.
- ↑ Chron. Sax. ved dette Aar.
- ↑ Maaske man heraf nærmest kan forklare Ulfketils Had mod Thorkell og hans Hær, som han stræbte efter Livet, se nedenfor S. 478.
