fede sig Heste, for desto lettere at kunne gjøre Strejftog; de holdt sig hele tre Maaneder under idelige Plyndringer i Østangel, og havde det, efter en norsk Sagas Ord, aldeles som de vilde. De gjorde de dristigste Tog lige ind i Hjertet af Landet. Thetford og Cambridge opbrændtes; deres Rytterskarer strejfede lige til Temsen, og vestover til Oxford og Buckinghamshire, derfra langs Ouse til Bedford og videre til Temsford, altid herjende. Naar Ædbelreds Opbudsmænd søgte dem, vendte de om; naar hine vare i Vest, vare de i Øst, og omvendt: søgte hine dem i Syd, herjede de i Nord. Kongens Witan samledes for at finde paa Raad, men til ingen Nytte. Tilsidst var der ingen Høvding, der vilde samle nogen Hær, men enhver flygtede som han bedst kunde, og mellem Shirerne selv var der intet Sammenhold. Mod Slutningen af November plyndredes og opbrændtes Northampton, derfra toge Vikingerne Vejen over Temsen til Wessex og til deres Skibe, som de atter synes at have ladet tage Station ved Wight. De havde nu herjet Østangel, Esser, Middlesexshire, Cambridgeshire, Herts, Bucks, Bedfordshire, Halvdelen af Huntingdonshire, meget af Northamptonshire, Kent, Sussex, Hastings, Surrey, Berks, Hants og Wilts. Alt dette, siger den samtidige engelske Chronist, timedes os formedelst daarlige Raad, fordi man enten ikke i rette Tid vilde yde Fienden Skat, eller ogsaa kæmpe med ham, men naar han havde gjort meest Skade, indlod man sig i Stilstand og Fred med ham. Thi efter alle disse Ødelæggelser skede dog intet andet fra Ædhelreds og hans Witans Side, end at der blev indledet Underhandlinger med Vikingerne og budt dem saavel Penge som Underhold, for at faa Fred. Den blev omsider ogsaa lovet fra Thorkells og hans Medanføreres Side, men kun mod den hidtil uhørte Sum af 48000 Pund Guld. Men, siges der, trods al denne Stilstand og Fred og Udbetaling, sværmede de dog fremdeles om overalt i Flokke, herjede og plagede vort ulykkelige Folk. Medens Løsningssummen inddreves, rykkede Fienderne omtrent midt i September for Canterbury, der ved Erkedegnen Ælfmærs Forræderi faldt i deres Vold og priisgaves for de forfærdeligste Grusomheder. Vistnok maa man formode, at meget af hvad der herom fortælles, er overdrevet, men vist er det, at Erkebiskopen Ælfeah, tilligemed flere andre Prælater og Borgere bleve slæbte som Fanger til Skibene, og at en Mængde Mennesker af begge Kjøn, endog smaa Børn bleve deels nedsablede, deels bortførte i Fangenskab. Henimod Paaske forsamlede Eadric og Landets fornemste Witan,
Rolle, hvorom mere nedenfor; det første grunder sig derpaa, at der, hvad alle disse Begivenheder angaar, hersker en total Forvirring i de oldn. Sagaers Chronologi. Denne ville vi nedenfor komme til udførligere at gjennemgaa, bedømme og berigtige. Her bemerke vi foreløbigt, at vi i ovenstaaende Fremstilling ganske have fulgt den samtidige, og som man tydeligt kan se, paalidelige Beretning i Chron. Sax. for hine Aar sammenholdt med Florents af Worcester.
