Byrde, men Nøden var for Haanden, og allerede det følgende Aar vare Skibene færdige og det i et saa stort Antal, som man ej hidtil i nogen engelsk Konges Dage havde seet. De bragtes alle til Sandwich, for at være ved Haanden til Landets Forsvar. Med hvilken Ængstelighed man paa denne Tid ventede et nyt Angreb fra Danmark, viser, hvad der ovenfor er berettet om Gunnlaug Ormstunga, som just da opholdt sig hos Ædhelred. Det varede heller ikke længer end til Midten af det følgende Aar, førend en ny dansk Hær og Flaade ankom. Dog var det denne Gang ikke Sven, men Jomsvikinge-Høvdingen Thorkell den høje, som hjemsøgte England, for, som han sagde, at hevne sin Broders Død. I de første Dage af August 1009 landede han med en vældig Flaade, og kort efter to andre Jomsvikingehøvdinger, Heming og Thorgils Sprakaleggs Søn Eilif, ved Øen Tenet, hvorfra de tilsammen droge til Sandwich og gjorde Landgang, uden at det engang synes som om den forsamlede engelske Flaade forsøgte paa at gjøre dem Modstand. Indbyggerne i det østlige Kent tilkjøbte sig Fred for 3000 Pund Sølv, og Jomsvikingerne droge videre til Wight, hvorfra de hjemsøgte Sussex, Hampshire og Berkshire med Ild og Sverd. Forgjæves søgte Kongen at opfordre Folket til at holde dem Stangen. Engang havde han virkelig faaet en Deel Tropper samlede for at angribe Vikingerne, som de efter et Strejfetog vendte tilbage til deres Skibe, men hans Yndling, Forræderen Eadric Streone, der nu var Myrkernes Ealdormand, forstyrrede den hele Plan. Fienderne toge sit Vinterkvarteer ved Temsen, gjorde flere forgjæves Angreb paa London, herjede Oxford, og viste sig om Foraaret atter i Kent. Ved Paasketider (1010) droge de til Østangel, hvor de gjorde Landgang ved Ipswich. I Nærheden af denne Stad mødte Ulfketil Snilling dem med en Hær, og det kom til et blodigt Slag paa et Sted, kaldet Ringmare eller Ringmareheden (5te Mai 1010). Ulfketil blev slagen. Begyndelsen til Flugten gjorde en af hans danske Krigere, ved Navn Thorkell Merrehoved, siden fulgte Østanglerne hans Exempel, kun Mændene af Cambridgeshire holdt nogenledes Stand, men forgjæves, og Danerne anrettede et stort Blodbad. Ringmareheden, siger Skalden Ottar svarte, farvedes med Blod, og Ligene laa i Dynger[1]. Sejrherrerne skaf-
- ↑ Navnet „Ringmare“ forekommer ikke i Chron. Sax. men derimod hos Florents af Worcester (Mon. hist Brit. I. S. 586), der, hvorvel han ellers ligefrem plejer at oversætte hiint, dog her, saa langt nede i Tiden, sees at have været i Besiddelse af uafhængige, og vist paalidelige Efterretninger. Slaget paa Ringmarehede omtales saavel i Olaf den helliges Saga,Cap. 31, som i Fagrskinna og den legendariske St. Olafs Saga, S. 10, men deels henføres det til en urigtig Tid, (efter Kong Svens Død), deels nævnes Olaf den hellige, ej Thorkell, som den egentlige Sejrherre. Det sidste kommer deraf, at Olaf, ligesom i sin Tid Gange-Rolf, af sine Biografer har været gjort til Hovedperson i Foretagender, hvorved han kun egentlig har spillet en underordnet
