nogen af Danerne være kommen levende derfra. Dog fik de en saa haard Kamp at bestaa, at de, som de sagde, ingensteds mødte en værre Leg end den, Ulfketil beredte dem. Efter en blodig Trefning, hvori rigtignok ogsaa flere anseede Østangler faldt, undslap Danerne til deres Skibe. Ulfketil havde givet Befaling til, under deres Fraværelse at ødelægge disse, hvilket dog ej var skeet, saa at Sven undkom. Men dette Uheld, i Forbindelse med en skrækkelig Hungersnød, som indtraf, synes at have været Aarsag til, at Sven i det følgende Aar (1005) begav sig tilbage til Danmark.
I Aaret 1006 var han dog atter i England. Noget efter Midsommer landede han med en dansk Flaade ved Sandwich (nær ved Dover), og skjendte og brændte vidt og bredt. Ædhelred udbød fuld Væbning af Wessex og Myrke-Landet, men uden at kunne hindre Fienden fra at sværme om, hvor han lystede, og da Vinteren nærmede sig, gik de engelske Krigere hjem hver til sit, medens Sven opslog sit Kvarteer paa Øen Wight. Herfra gjorde han endnu midt om Vinteren en ødelæggende Udflugt gjennem Hampshire til Berkshire og videre til Reading; Indbyggerne af Winchester maatte se de overmodige Fiender vandre gjennem deres Porte med Bytte, som de havde røvet mere end 50 Mile fra Kysten. Ædhelred, som havde taget sit Vinterophold i Shropshire, raadslog alvorligt med sine Witan, hvad der skulde gjøres til Landets Forsvar; men ingen kunde finde paa nogen anden Udvej end paany at byde Fienden en Sum Penge for at faa Fred. Dette blev da besluttet, og efter nogle Underhandlinger forpligtede Sven sig til at slutte Fred og drage bort imod en Sum af 36000 Pund Sølv, hvorhos der ogsaa skulde leveres hans Hær fornødne Levnetsmidler saa længe den opholdt sig i Landet. Alle disse store Summer kunde naturligviis ikke tilvejebringes uden ved et særegent Skattepaalæg, der under Navnet Danegeld i lang Tid blev en staaende Beskatningspost i England. I det følgende Aar (1007) var Summen tilvejebragt, og Sven drog tilbage til Danmark[1].
Erfaring havde dog lært, at ingen saadan Fred var at tro, og Kongen benyttede derfor ogsaa viselig den øjeblikkelige Frist til at paabyde en almindelig Udrustning af Krigsskibe over hele England. Paabudet var vel snarest en Fornyelse af ældre Bestemmelser, der maaske i sin Tid have tjent Haakon Adelsteensfostre til Mønster, da han indførte Skibrede-Indretningen. For hver 310 Hyder skulde der stilles een Skejd; og for hver 8 Hyder en Hjelm og Brynje[2]. Det er merkeligt nok, at den allerede saa haardt hjemsøgte Befolkning skulde kunne bestride denne nye
