Jomsborg, der overtalte ham til at gjøre fælles Sag med dem[1]. Det er endog ikke usandsynligt, at Overanføreren paa Toget, hvis Navn i de engelske Aarbøger ikke omtales, neppe var nogen anden end Sigvalde Jarl, om hvem man veed, at han faldt eller blev dræbt i England[2], og hvis Navn just paa denne Tid forsvinder af vore egne Oldskrifter. Forgjæves belejrede Danehæren Exeter, men derimod overvandt den Indbyggerne af Devon- og Somerset-Shire, der havde grebet til Vaaben imod dem, og vendte endelig tilbage til Øen Wight, hvorfra den gjorde flere nye Udfald, og herjede rundt omkring, indtil Kongen efter Raadslagning med sine Witan aabnede Underhandlinger med den, og fik en Fred bragt istand paa den Betingelse, at han skulde udbetale Danerne 24000 Pund, og dertil skaffe dem saa mange Levnetsmidler, som de behøvede. Saa haandgribelige Tegn paa Svaghed og Afmagt hos den engelske Konge og hans Folk maatte nødvendigviis gjøre Danerne overmodige, og bringe dem til at udkaste de dristigste Planer. Det blev, siges der, berettet Kongen, at Danerne pønsede paa, med Svig at berøve saavel ham som alle hans Raadgivere Livet og derpaa sætte sig i Besiddelse af det hele Rige. For at undgaa denne Fare greb han og hans Mænd til et Middel, der noksom lægger for Dagen, til hvilken Yderlighed man var kommen. I al Hemmelighed blev der udsendt den Befaling til Stæderne rundt om i Landet, at man overalt paa een og samme Dag, nemlig St. Brierius’s Dag eller 13de November, skulde dræbe alle de tilstedeværende Danske. Denne Befaling, der dog neppe kan have gjeldt de Dele af Landet, som virkelig tilhørte Danerne og hvis Hovedbefolkning var dansk, men alene maa have været’sendt til de ikke danske Stæder og Landskaber, hvor de senest ankomne danske Krigere havde taget deres Ophold, blev, som man tydeligt kan se, modtagen med Glæde og udført med den største Punktlighed, ja med en Grumhed, der viser, hvilken Forbitrelse der herskede mod de overmodige Fiender. Ej alene Danerne selv, men ogsaa deres Hustruer, om de end vare af engelsk Herkomst, og deres spæde Børn, skulle under de vildeste Grusomheder være blevne ombragte. Blandt de dræbte var ogsaa Kong Svens egen Syster Gunnhild, den forhen omtalte Palnes Hustru. Efter at have seet sin Mand og sin Søn grumt myrdede for sine Øjne, blev hun selv aflivet paa Kongens Yndling Cadric Streones Befaling. Sandsynligviis har saavel Sigvalde Jarl, som flere andre anseede Jomsvikinger, ved denne Lejlighed ogsaa fundet Døden[3].
- ↑ Se Villjam af Malmesbury, hos Savile S. 69, L. 17, jvfr. Chron. Sax. ved 1001; se og ovenfor S. 72, 73.
- ↑ Jomsvikinga Saga, Cap. 49, siger i Korthed at Sigvalde efter Jomsvikingeslaget udførte mange Bedrifter, der omtales i andre Sagaer; om hans formodede Død i England se strax nedenfor.
- ↑ Chron. Sax. ved 1003. Villjam af Malmesbury (hos Savile) I. 6. jvfr. S. 71.
