Visheden om at et stort Land var at søge i Vesten, ja tildeels endog om dets Udseende og Beliggenhed, kunde ikke forsvinde, og maatte fra Norden af, hvad vi allerede i Mag. Adams Beretning have seet et Beviis paa, udbrede sig videre og videre, og derved, om end kun middelbart, tjene til at bestyrke de Theorier, der siden ledede Colombus til at foretage sit store Verk[1].
De gamle Sagaer have kun lidet at fortælle om Jarlerne Eriks og Sveins Bedrifter i al den Tid, de herskede i Norge. Aarsagen er ikke vanskelig at indse. De store Tog, som just da bleve foretagne fra Danmark til England, og hvorved den undergaaende nordiske Vikinge-Aand ligesom sammentrængte sig i en eneste uhyre Kraftanstrengelse, der endte med Englands fuldkomne Undertvingelse og Oprettelsen af det store nordiske Erobringsmonarchi, hvilket lige siden Ragnar Lodbroks Tid havde foresvævet hans Ætlinger som det Maal, efter hvilket de altid skulde stræbe: disse Tog maatte ej alene tildrage sig hele Nordens Opmerksomhed, men ogsaa i Ordets egentligste Forstand beskjeftige’saavel Daner som Nordmænd saa meget, at det hjemme i Landene forholdsviis maa have været stille og tomt for alle merkeligere Begivenheder. Man maa her altid have for Øje, at en stor Deel af Norge nu virkelig var Danekongen umiddelbart underkastet, og at dens Beboere derfor efter al Sandsynlighed deeltoge i alle de Tog, hvortil Danekongen behøvede nogen større Udrustning; ligesom der vel og ved Siden deraf var mange unge og æventyrlystne Mænd i Norge, der uden strengt taget at være forpligtede til at staa Danekongen eller de danske Høvdinger bi, dog sluttede sig til deres Skarer for ogsaa at faa Deel i Æren og Byttet.
Sven Tjugeskegg stod efter Svoldrslaget hiint Maal nærmere end nogensinde forhen. Da han tidligere hjemsøgte England, var det kun som Flygtning og i Spidsen for en saa ubetydelig Styrke, at han ej engang kunde optræde som Olaf Tryggvessøns Ligemand, men maatte finde sig i at
- ↑ At Colombus endog var paa Island og der maaske kan have erfaret noget om Viinland, har Finn Magnussøn viist i Nord. Tidsskr. for Oldk. II. S. 127. 128, 165–169.
„Grønl. historiske Mindesmærker“ 3die B. – Den oftere omtalte Thorgils Thordssøn, kaldet Arrebeinsstjup, der, som tidligere nævnt, paa Erik rødes Anmodning drog til Grønland, men efter nogle Aars Forløb igjen forlod det, opholdt sig en heel Vinter og Vaar langt nord i Østgrønland, og havde her mange Gjenvordigheder, se Grønl. historiske Mindesmærker II. S. 108–12; Floamanna Saga, Cap. 22 flg.
