Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/490

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
464
Erik Jarl.


besøge mig, hvilket er farligt eller endog umuligt, deels fordi Landet frembyder saa faa Havne, deels formedelst de Indføddes ufredelige Sindelag“. Gudleif sejlede afsted, kom seenhøstes til Irland, overvintrede i Dublin, og drog Sommeren efter til Island. Han overleverede der Gaverne til Kjartan og Thurid, og man antog det for vist, at den gamle Mand ej var nogen anden, end den for omtrent 30 Aar siden bortdragne Bjørn Breidvikingakappe, til hvem man i al den Tid ikke havde hørt[1]. Beretningen udgives for fuldkommen troværdig, og indeholder i sig selv, paa et Par Smaating nær, ingen Usandsynligheder[2]. Den Egn, til hvilken de kom, har rimeligviis været Florida eller Georgia, hvor altsaa Bjørn i tredive lange Aar maa have boet, og ved sine Talenter have vidst at skaffe sig Indflydelse over de ellers saa ugjestfrie Bilde, der beboede Landet. Sandsynligviis have han og Gudleif ikke været de eneste Islands- eller Grønlandsfarere, der fristede den Skjæbne at blive fordrevne til Amerikas sydligere Egne, medens det kun lykkedes faa, som Gudleif, at komme tilbage. At disse Nordboer, om det end ikke var flere end Bjørn selv, maa have udøvet nogen Indflydelse paa Amerikas Kultur, er heel rimeligt, ligesom og maaske flere af de Sagn, som Amerikas Opdagere siden fandt blandt Mexikanerne og andre amerikanske Nationer om Mænd, der kom fra Østen og havde oplært dem i Kunster og Færdigheder, hidrøre fra dem[3].

Ledede alle disse Rejser end ikke til noget blivende Resultat, ere de dog i sig selv merkelige som Beviser paa vore Forfædres Foretagelses-Aand, deres Dristighed og Dygtighed som Søfarere. Og desuden kan man ikke engang med Rette sige, at de have været uden alt Resultat for kommende Tider[4].

  1. Se ovenfor S. 175. Eyrbyggja Saga, Cap. 64.
  2. Blandt Usandsynlighederne er, at den Gamle og hans Følge kom ridende, da der dog i Amerika ingen Heste fandtes. Men dette kan jo vistnok være en senere Udsmykkelse, ej at tale om, at Udtrykket kan have været anvendt om at bæres paa Folks Skuldre eller paa en Bærestol, o. s. v. Se „Grønl. historiske Mindesmærker“ I. 785. De „tolv Mænd“, med hvilke han raadslog, er vel ogsaa en islandsk eller nordisk Udsmykning. At Sproget lignede det irske, kunde være falsk Opfatning af Lyden, dog have ogsaa andre i senere Tider troet at finde Lighed mellem enkelte amerikanske Mundarter og Kymrisk (fe Grønl. historiske Mindesmærker I. S. 164); Det maa heller ikke glemmes, at vore Forfædre tænkte sig „det store Irland“ eller „Hvitramannaland“ beliggende just paa den Kant (se ovenfor S. 358) enten fordi virkelig i sin Tid Islændinger vare komne did paa samme Maade som Bjørn, eller Are Maarssøn, eller fordi de tilfældigviis fandt Sprogets Klang at nærme sig det irske.
  3. F. Ex. om Kuetzalkoatl i Mexiko, Manko Kapak i Peru, o. s. v.
  4. I Forbindelse hermed maa vi ogsaa kortelig berøre, hvorledes de paa Grønland bosatte Nordboer foretoge hyppige Rejser langt mod Norden, baade paa Østsiden og især paa Vestsiden, hvor de endog maa være komne ind i Lancastersound, se „Annaler for Nordisk Oldk.“ 1840, 41, S. 32–34, og især