Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/489

463

Opdagelsesreiser til Amerika.

delsrejse til Dublin. Da han skulde rejse hjem til Island, overfaldtes han af en svær Nordøststorm, der drev dem langt ud i Havet mod Sydvest, saa at ingen af Besætningen vidste, hvor de vare eller hvor Land var at finde. Det var allerede ledet langt ud paa Sommeren. De gjorde mange Løfter til Gud, for at komme til Land, og endelig opdagede de et stort Land, som de slet ikke kjendte. Kjede af at drive omkring paa Havet, sejlede de til Kysten, hvor de fandt en god Havn. De havde ikke været der længe, førend der kom Folk til dem, hvis Sprog de ej forstode, men som de dog syntes nærmede sig meest det irske. Der kom flere og flere, saa at det tilsidst var flere Hundreder; de angrebe Gudleif og hans Mænd, toge dem til Fange og førte dem op i Landet. Her blev der holdt en Raadslagning over hvad der skulde foretages med dem, og de kunde skjønne saa meget, at nogle vilde have dem dræbte, andre fordeelte omkring som Trælle. Da kom der en stor Flok ridende, foran hvilken der blev baaret et Merke eller Banner, under hvilket der red en høj og statelig, gammel Mand med hvidt Haar, for hvem alle bøjede sig, saa at de kunde skjønne at han maatte være Flokkens Høvding. Han lod Gudleif og de øvrige Fanger bringe for sig, tiltalte dem paa Norsk, og spurgte dem, hvorfra de vare. De svarede, at de fleste af dem vare Islændinger, navnligen Gudleif. Til ham henvendte nu Oldingen flere Spørgsmaal, nemlig fra hvilket Hered han var, og da Gudleif nævnte Borgarfjorden, spurgte han om næsten enhver af de meest anseede Mænd saavel der, som i Breidafjorden. Især spurgte han om Snorre Gode, hans Syster Thurid paa Frodaa, og hendes Søn Kjartan, som nu boede der. Imidlertid raabte de Indfødde at man skulde fatte en Beslutning om Fangerne. Oldingen gik nu afsides med tolv andre Mænd, raadslog en Stund med dem, og kom tilbage med den Besked, at Afgjørelsen var overladt ham, og at han tillod dem at rejse; han raadede dem til at skynde sig bort jo før jo heller, skjønt det var langt paa Aaret, da de Indfødde ej vare at stole paa, og allerede vare misfornøjede med at maatte give Slip paa dem. Han vilde ej sige dem sit Navn, for at ikke hans Frænder og Venner skulde finde paa at opsøge ham og komme i lignende Fare, da han deels inden den Tid kunde være død, deels ogsaa havde sine Overmænd, mod hvem han intet formaaede, men som ej vilde vilde vise Udlændinger nogen Skaansel. Han var dem behjelpelig med Skibets Udrustning, og var selv tilstede indtil de med første gunstige Vind kunde sejle afsted. Ved Afrejsen leverede han Gudleif en Guldring og et Sverd, og bad ham, hvis han kom til Island, at give Thurid paa Frodaa den første, og hendes Søn Kjartan det sidste. Paa Gudleifs Spørgsmaal, fra hvem han skulde sige at disse Gaver vare sendte, svarede hans „fra en, som var en bedre Ven af Huusfruen paa Frodaa, end hendes Broder, Goden paa Helgafell. Men“, lagde han til, „om Nogen tror at kunne gjette, hvo Giveren er, saa hils og sig, at jeg forbyder enhver at komme hid og