til Viinland, da det var for silde at gjøre noget derved. Man saa deraf, hvad man havde at vente sig af hende. Ogsaa begyndte hun allerede ved Ankomsten at yppe Tvist med Brødrene, som maatte flytte bort til et Huus for sig selv. Men heller ikke her lod hun dem have Ro; hun ophidsede saaledes sin Mand imod dem ved falske Beskyldninger, at han efter hendes Tilskyndelse lumskeligen overfaldt dem en Nat og lod dem dræbe med alle deres Mænd. Der var endnu fem Kvinder tilbage, hvilke ingen af hendes Folk vilde dræbe, da tog hun selv en Øxe og dræbte dem. Siden forbød hun sine Folk paa det strengeligste at tale om det forefaldne, naar de kom tilbage til Grønland: de skulde kun sige, at de andre vare blevne tilbage. Om Vaaren toge de det Skib, der havde tilhørt Brødrene, og som var det største, ladede det med de bedste Varer, de kunde faa, og rejste tilbage til Grønland. Hun gav sine Mænd store Gaver før at tie stille med hendes Misgjerninger, men de kom dog Hop, og Leif blev meget forbitret derover, skjønt han ej nennede at straffe hende[1].
Alle de her nævnte Omstændigheder maa vel tilsammen have afskrækket Andre fra at fornye Forsøget paa at bebygge Viinland, thi vist er det, at ingen flere Rejser derhen i det Øjemed omtales i vore Oldskrifter. Derimod siges det ikke udtrykkeligt, at ingen flere Handelsrejser derhen bleve foretagne, eller at ingen af Nybyggerne vare blevne tilbage, medens det endog over et Aarhundrede senere heder at en Biskop Erik drog hen for at opsøge Viinland. Man skulde deraf formode, at Sejladsen didhen ej ganske ophørte med Helges og Finnboges Tog, men at der i de følgende Aar ligeledes fra Grønland af gjordes enkelte Rejser derhen, dog sjældnere og sjældnere, indtil de omsider efter et Par Generationer ganske ophørte. Endnu paa Adam af Bremens Tid (1075) synes Viinland stundom at have været besøgt, eller i det mindste Rejserne derhen at have været i friskt Minde, – hvad de vistnok endnu kunde være, om de end vare ophørte henved 1020, – thi han fortæller, efter den danske Konge Sven Ulfssøns Vidnesbyrd, at man havde opdaget en Ø i Oceanet, som kaldtes Viinland, fordi Viinranker, der gave den bedste Viin, voxede vildt der, og selvsaaet Korn fandtes der i Overflod: „dette, siger han, „har jeg hørt, ikke blot som en fabelagtig Gisning, men af Danernes paalidelige Beretning“[2].
Noget senere end de nys omtalte Begivenheder, indtraf en merkelig Rejse, som en Islænding, ved Navn Gudleif Gudlaugssøn, tilfældigviis kom til at foretage til en Egn, der neppe kan have været nogen anden, end den sydlige Deel af Nordamerikas Fastland. Mod Slutningen af Kong Olaf den helliges Tid, altsaa i Aarene 1028, 29, havde han gjort en Han-
