De fulgte hans Raad og han viste dem alle paa Veje, der førte til en aldeles modsat Kant fra den, Flygtningerne havde taget. Aldrig saa snart var han alene, førend han løb hjem, hentede et Spædbarn, som tilhørte en Trælkvinde, og skjulte det i noget Krat, hvor Skoven var som tykkest. Da Barnet begyndte at skrige, stimlede alle did, men da de fandt Barnet, saa de nok, at det ej var det, de søgte, og Thorstein, der anstillede sig ganske uskyldig, klagede selv over at man havde holdt dem for Nar[1]. Efter forgjæves at have ransaget Skoven, maatte Udsendingerne drage hjem med uforrettet Sag. Natten derefter gik Thorstein efter givet Løfte ned til det Sted, hvor Flygtningerne havde skjult sig, bragte dem Niste og andre Fornødenheder, og medgav dem en Følgesvend, som var godt kjendt i Svithjod. Og nu kom de uden videre Farer til Svithjod, hvor Haakon gamle tog vel imod dem.
Men Gunnhild Kongemoder hvilede endnu ikke. Da hun hørte at Aastrid og Olaf vare hos Haakon den gamle i Svithjod, sendte hun sin Ven Haakon til Erik Sviakonge med Gaver og venlige Hilsener, for at bede om hans Hjelp til at bevirke Olafs Udleverelse. Kongen sagde at han gjerne skulde medgive ham Folk, men at Haakon neppe derved vilde lade sig afskrække fra at handle som det tyktes ham bedst. Haakons Søn Ragnvald skal just paa denne Tid have opholdt sig hos Kong Erik, hørt hans Samtale med Haakon den norske, og skyndt sig hjem til sin Fader, for at forberede ham paa dennes Ankomst. Strax efter kom Haakon med en stor Skare Folk, som Kongen havde medgivet ham, og bad om at Olaf maatte følge med. Haakon den gamle henviste ham til Aastrid, der naturligviis erklærede, at hun ikke for nogen Priis vilde lade Olaf fare. Med denne Besked maatte Haakon den norske drage bort, men han indfandt sig atter hos Kongen, og bad ham om saa tilstrækkelig Hjelp, at Haakon den gamle skulde blive nødt til at udlevere Olaf, hvad enten han vilde eller ej. Erik føjede ham atter i hans Begjæring, og da Haakon den norske nu kom tilbage til Haakon den gamle, og denne fremdeles var uvillig til at lade Olaf fare, brugte han Trusler eg store Ord. Da løb en Træl ved Navn Buste frem med et stort Møggreb og truede med at slaa og tilsøle Haakon, hvis han ej strax pakkede sig bort. For denne Skam vilde Haakon ikke udsætte sig, men skyndte sig bort, idet han, som det heder, kun med Nød og neppe undgik at blive pryglet af Trællen. Ved Hjemkomsten til Norge med uforret-
- ↑ Denne Historie om Thorsteins List med Barnet fortælles kun i de vidtløftigere Bearbejdelser af Olaf Tryggvessøns Levnetsbeskrivelse, fornemmelig Odd Munks, der meddeler flere Enkeltheder, som at man kunde vade ud til Holmen i Mjøsen, saa at Vandet ej naaede op til den Kurv, hvori Thorolf bar Olaf, o. s. v. Disse Enkeltheder maa staa ved sit Værd, da man intet Middel har til at prøve deres Egthed.
