efter ham fik Navnet Herjulfsfjord[1], og byggede en Gaard, som han kaldte Herjulfsnes. Da Bjarne om Vaaren efter kom med sit Skib til Ørebakke, hørte han til sin Forundring, at hans Fader var dragen bort; men da han nu engang havde bestemt sig til at tilbringe Vinteren hos ham, vilde han ikke engang lade Skibet losse, men besluttede at opsøge sin Fader i Grønland, skjønt hverken han selv eller nogen af hans Skibsfolk havde været der eller kjendte Vejen derhen. Nordenvinde og Taager dreve dem ud af deres Kurs, og de tilbragte mange Dage uden at vide hvor de vare. Endelig fik de Solen at se, saa at de kunde kjende Himmelegnene. De sejlede endnu en Dag: da saa de Land. Bjarne meente at dette Land ej kunde være Grønland; han holdt nær ind under det, og de fandt at det var uden Fjelde, kun med smaa Højder, og var bevoxet med Skov. De beholdt Landet til Venstre, eller med andre Ord, styrede nordefter, og kom efter en Dags og en Nats Forløb til et andet, ligeledes fladt og skovbevoxet Land, hvilket efter Bjarnes Mening heller ikke kunde være Grønland, da dette, efter hvad han havde hørt, skulde være fuldt af store Jøkler. Vinden stillede nu af, og Skibsfolkene foresloge at de skulde gaa i Land, især da de baade behøvede Ved og Vand. Men Bjarne svarede at der var ingen Mangel paa nogen af Delene og vilde ikke høre om nogen Landgang. Skibsfolkene knurrede derover, men det blev som han sagde. Nu sejlede de med Sydvestvind i een og en halv Dag, de kom til et tredie Land, højt og fuldt af Fjelde, endog Jøkler. Heller ikke her vilde Bjarne lande, fordi han fandt Egnen lidet indbydende. Dette Land fandt de at være en Ø. De sejlede nu for en skarp Sydvest-Kuling i to Dage, og kom endelig til et Land, som Bjarne antog at være Grønland. De landede om Aftenen ved et Nes, som tilfældigviis netop var det Herjulfsnes, hvor Bjarnes Fader Herjulf havde nedsat sig. Bjarne gjorde siden en Rejse til Norge, og besøgte Erik Jarl, hvis Hirdmand han blev; men han maatte høre ilde fordi han havde været saa lidet videbegjærlig, at han ej nærmere havde undersøgt hine ubekjendte Lande, som han paa sin Grønlandsrejse havde seet[2].
Der blev nu, beder det, megen Tale om at opdage nye Lande. Leif Erikssøn[3] paa Brattelid fik uimodstaaelig Lyst til at undersøge de Kyster, Bjarne var kommen forbi, afkjøbte ham i den Hensigt hans Skib, og gjorde sig rede til at sejle afsted selv 35te. Han bad sin Fader Erik, som en klog Mand, at forestaa Rejsen. Erik undskyldte sig med sin fremrykkede Alder, men lovede det dog tilsidst. Men da Skibet var sejlklart,
