at give sin Harme Luft paa forskjellige Maader. Allerede strax ved Ankomsten blev hun fornærmet over at Kjartan gav den bestemte Befaling, at Refna skulde behandles som den fornemste af alle de tilstedeværende Kvinder. Siden overhang hun Rafna med Bønner om at vise hende Hovedtøjet; Kjartan forbød det, men hun fik dog sit Ønske opfyldt. Da Gjesterne rejste, savnedes Kjartans ypperlige Sverd, som Kong Olaf havde givet ham. Men man havde seet Gudruns Broder Thorolf Usviferssøn gjøre sig et Ærende hen til en Sump; der fandt man Sverdet, dog uden Skede; denne blev aldrig funden. En fjorten Dages Tid efter, ved Vinternat, var der et lignende Gilde paa Lauge hos Usvifer, Gudruns Fader. Kjartan maatte føje sin Fader i at være med, og Refna medtog efter sin Svigermoders Ønske Hovedtøjet. Morgenen efter Ankomsten savnedes det. Kjartan kunde nu ikke vare sig for at klage til Bolle, og sagde at han ej vilde finde sig i saadan fiendtlig Behandling, men at han vilde have saavel Sverdskeden, som Hovedtojet igjen. Bolle sagde, at han havde ikke ventet at Kjartan vilde beskylde ham og hans for Tyveri. Gudrun, som hørte Samtalen, sagde at Kjartan havde gjort rettest i ej at røre ved denne Sag, og lagde til, at om virkelig, som han troede, Hovedtøjet var borttaget, da var det taget af dem, der havde Ret dertil; han og de øvrige maatte for hende gjerne tro herom hvad de vilde, men hun for sin Part var slet ikke utilfreds med at Refna ej havde den Stads at smykke sig med. Under disse Omstændigheder skiltes man just ikke paa det venligste. Nogle paastode at Thorolf Usviferssøn havde brændt Hovedtøjet efter sin Syster Gudruns Anmodning. For at gjøre Lauge-Folkene nogen Haan igjen, drog Kjartan efter Julen med 60 Mand til Lauge, og holdt Beboerne indestængte i tre Dage, saa at de ej kunde komme ud i noget som helst Ærende. Dette ansaa de for en større Skam, end om Kjartan havde dræbt een eller to Mand for dem, og der var nu fuldkomment Fiendskab mellem dem og Hjardarholts Beboere. Nogen Tid efter hørte Kjartan, at Bolle stod i Begreb med at kjøbe Gaarden Tunga i Sælingsdalen. Strax begav han sig til Ejeren, og nødte ham med et Magtsprog til at lade Handelen gaa tilbage og sælge Gaarden til ham for den samme Priis. Gudrun sagde nu til Bolle at hans Ære bød ham at hevne dette ved at angribe Kjartan. Bolle svarede intet. Men i Paaskedagene, da hun fik høre at Kjartan havde gjort et Besøg paa Tunga, spurgte hun sine Brødre, om de vilde have den Skam, at Kjartan, efter alle de Forhaanelser, han havde tilføjet dem, skulde ride uantastet forbi deres Gaard. De kunde ikke modstaa hendes Opeggelse, væbnede sig og ilede ud for at lægge sig i Baghold for Kjartan. Endog Bolle selv fulgte med, skjønt hans Samvittighed dybt bebrejdede ham dette Brud paa Frændskabets Pligter, og den Utaknemlighed, han derved viste Olaf Paa, der havde opdraget ham med saa stor Kjærlighed. Men Gudrun truede med at skilles
