fra ham, hvis han ej blev med, og han var for svag til at kunne modstaa hendes Trusel. Bolle, Usvifers fem Sønner, hans Systersøn og endnu to andre, i alt ni, lagde sig nu i Baghold for Kjartan, der trods sine Venners Advarsel fortsatte sin Vej selv tredie, da han sagde at Bolle umuligt kunde tænke paa at overfalde ham: Usvifers Sønner frygtede han ikke. Hans Fiender var allerede, førend han blev dem var, kommen dem saa nær, at han ej kunde undvige. Der begyndte nu en heftig Kamp, hvori dog Bolle i Førstningen ej deeltog. Kjartan og hans to Følgesvende forsvarede sig godt. En af dem blev dødeligt saaret, men ingen kunde komme til at saare Kjartan, medens han selv fældte een og saarede to andre af sine Angribere. Uheldigviis bar han den Dag ikke det gode Sverd, Kong Olaf havde givet ham, men et andet, der snart blev sløvt og bøjede sig: hans Hug gjorde derfor ikke synderlig Virkning, medens han selv blev meget træt og mødig. Uspak Usviferssøn skammede Bolle ud, fordi han stod uvirksom; herved lod denne sig bevæge til at drage sit Sverd og nærme sig. „Jeg ser, min Frænde“, sagde Kjartan, „at du vil begaa Nidingsverk mod mig, men jeg vil heller lide Døden ved din Haand end blive din Banemand“. Med disse Ord kastede han Sverdet, og Bolle gjennemborede ham, uden at sige et Ord: han segnede, og opgav Aanden i Bolles Favn, thi denne angrede strax hvad han havde gjort. Ved Bolles Hjemkomst lykønskede Gudrun ham til hans Daad. „Vi have begge“, sagde hun, „udført et godt Dagarbejde, jeg har spundet tolv Alens Garn, og du har dræbt Kjartan“. „Du behøvede ikke at minde mig om en saa ulyksalig Hændelse, som jeg kun seent glemmer“, sagde Bolle. „O, Ulykken er ikke saa stor“, svarede Gudrun; „siden Kjartan kom hjem, traadte han eder under Fødder; men nu kan du atter aande frit; desuden glæder jeg mig over at Refna ikke ler, naar hun i Kveld gaar tilsængs“. Bolle svarede vred: „jeg tænker det er uvist nok, hvo der blegner meest ved denne Tidende, hun eller du, og det aner mig, at du vilde være mindre urolig, om det var mig, der laa paa Kamppladsen, men Kjartan, der fortalte dig om Kampen“. Gudrun søgte nu at berolige ham, og takkede ham for hans Verk[1]. Da Efterretningen kom til Olaf, blev han meget bedrøvet, men bar sin Sorg som en Mand; hans Sønner vilde strax angribe Bolle, men han forbød dem det med de Ord: „jeg faar ikke min Søn mere tilbage, om end Bolle bliver dræbt“. Han tillod endog Bolle at kjøbe og tiltræde Gaarden Tunger, hvilket Kjartan havde formeent ham. Derimod opmuntrede han selv sine Sønner til at angribe og fælde et Par andre af hans Banemænd, der vare sendte afsted for at bede Snorre Gode om Hjelp ved det forestaaende Søgsmaal. Kjartans Lig blev begravet ved den
- ↑ Se Laxdøla Saga, Cap. 49. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 233.
