miste sin egen Søn, og negtede at betale. Illuge truede med Hevn, og udførte Truslen endnu samme Høst, da han selv 30te drog til Mosfell, fangede to af Anunds Frænder – han selv og hans Sønner undkom til Kirken –, og lod den ene dræbe, den anden lemlæste. Hermund, Illuges anden Søn, dræbte en af Anunds Brodersønner, og ingen Bøder betaltes for Drabene. Helga blev siden gift med en anden meget hæderlig Mand, og boede længe sammen med ham, men hun kunde dog aldrig elske ham; hendes største Glæde var at udbrede for sig og stirre paa den Kappe, Gunnlaug havde faaet af Ædhelred, med den udbredt foran sig endte hun sit Liv[1].
Nogen Lighed med Gunnlaugs og Rafns Historie havde ogsaa Kjartan Olafssøns og hans Frænde Bolle Thorleikssøns, men den havde ikke saa indgribende Følger før Lovgivningen, medens den paa den anden Side drog en langt større Række af Ættedrab efter sig. Det er allerede ovenfor (S. 357) berettet, hvorledes Kjartan ved sin Hjemkomst fra Norge 1000 fandt sin elskede Gudrun gift med Bolle, der havde indbildt hende, at Kjartan havde slaaet hende af Tankerne, for at gjøre et mere glimrende Parti ved at egte Kong Olaf Tryggvessøns Syster Ingebjørg. Ved den første Efterretning herom lod han sig ikke merke med noget, men hans Forbitrelse paa Bolle, ja tildeels ogsaa paa Gudrun, var, som man af det følgende ser, desto større. Deels af et Slags Trods, deels efter sin Syster Thurids Overtalelser, bejlede han til sin Stalbroder Kalf Aasgeirssøns smukke Syster Refna. Der fortælles, at Thurid og Refna allerede kort efter Kjartans og Kalfs Hjemkomst fra Norge rejste ned til Havnen, hvor Skibet laa, for at besøge deres Brødre og se paa de Sager, som de havde bragt hjem. Refna skal da have fundet og prydet sig med det prægtige Hovedtøj, som Ingebjørg Tryggvesdatter havde foræret Kjartan, og denne, som fandt at det klædte hende overmaade godt, skal halv i Spøg have sagt, at det var bedst at han baade fik Stadsen og Pigen. Herom mindede siden Thurid ham, og forestillede ham tillige, hvor ubehageligt det var, om man skulde sige at han græmmede sig over Gudruns Tab, og maaske i den Anledning brød Venskabet med Bolle. Enden blev, at Giftermaalet virkelig kom istand. At han nu gav Refna, og ikke Gudrun, Hovedtøjet, var naturligt, men den forfængelige Gudrun ærgrede sig i Stilhed derover, siden nu engang Ingebjørg, hvad hun vel vidste, havde bestemt hende det, under den Forudsætning at hun blev Kjartans Brud. Hun var overhoved misfornøjet med at hun ikke selv havde faaet Kjartan, og hendes Harme herover gik ej alene ud over Refna, men og, som det saa ofte ved slige Lejligheder plejer at ske, over Kjartan selv. Ved et Høstgilde paa Hjardarholt begyndte hun
- ↑ Gunnlaugs og Rafns Saga.
