at han ikke vilde røre en eneste Skilling deraf, men at Høskuld enten skulde ligge ugild eller vorde hevnet. Dermed gik han bort, ledsaget af alle Sigfussønnerne. Njaal dulgte ej sine bange Anelser om Følgerne heraf, skjønt Skarphedin søgte at trøste sig dermed, at de ikke længer kunde sagsøges. „Desto farligere for os“, sagde Njaal, „bliver deres Beslutning“. Nogle af Bidragsyderne talte om at de nu burde tage deres Penge tilbage. Men Gudmund sagde: „Den Skam vil jeg aldrig have, at tage tilbage hvad jeg engang har givet“. Man bifaldt hans Ord: og det besluttedes nu efter Snorre Godes Forslag at Pengene skulde forvares hos Gissur og Hjalte til næste Althing, hvor man, som han forudsaa, nok vilde faa Brug for dem.
Flose sammenkaldte nu alle sine Venner, og holdt Raad med dem om hvad der var at gjøre. Eenstemmigt besluttedes det, at man ej skulde hvile førend alle Njaalssønnerne vare dræbte. Flose lod dem aflægge Ed paa, at ingen af dem skulde trække sig tilbage, førend Hevnen var udført, under Tab af Liv og Gods. Han opfordrede dem til at vælge en Høvding, der skulde lede det Hele, og Valget faldt paa ham selv. Han bestemte, hvorledes de skulde forholde sig. Den tilbageværende Deel af Sommeren skulde enhver sidde hjemme og tilse sin Gaard, men 6 Uger før Vinterdag skulde han selv ride hjemmefra, og de øvrige paa Vejen slutte sig til ham; de skulde derpaa tilsammen ride til Bergthorshval og angribe Gaarden med Ild og Sverd. Men Aftalen maatte holdes hemmelig, ellers kunde det koste deres Liv. Til Hall vilde han intet nævne herom, da han vidste at denne havde meget imod alslags Voldshandlinger. Derpaa red enhver til sit. Njaal og hans Sønner rede ligeledes hjem, og Kaare forblev hos ham, for at dele Skjæbne med dem. Thi de vidste, at et Uvejr trak sammen over dem, og bange Anelser fyldte deres Sind[1].
Da den bestemte Tid nærmede sig, gjorde Flose sig rede, og kaldte til sig alle dem, der skulde følge ham; hver medbragte to Heste og gode Vaaben.
- ↑ Njaals Saga Cap. 119–125.
taget Anledning til at give saa vel ham som hans Sønner Øgenavn (karl hinn skegglausi og taðskegglingar). Ved nu at sætte denne Omstændighed i Forbindelse med Silkekaaben, hvilken Njaal i bedste Hensigt havde føjet til Boden som en Vennegave, men som nærmest passede sig for Kvinder, vilde Flose haanligt give at forstaa, at Njaal selv var en Kvinde. Denne Fornærmelse gjengav Skarphedin Flose i Overmaal, idet han ej alene ligefrem sagde at han hver 9de Nat forvandledes til en Kvinde, men at han ogsaa, som saadan, levede i utilladelig Forbindelse med Svinafells-Guden (Svínafells-áss), eller den Landvætte, der endnu troedes at bebo Fjeldet ved Floses Gaard. Hvor fornærmelig en saadan Beskyldning var, sees bedst af vor ældre Gulathingslov, Cap. 138, hvor det heder: „om en Mand siger om en anden Mand … at han bliver til en Kvinde hver 9de Nat og har født Børn, … da er han utlæg“. – En saadan Beskyldning blev, som vi have seet, (S. 282) ogsaa fremsat mod Biskop Frederik, og hevnet af Thorvald Vidfarle som en blodig Fornærmelse.
