mund sagde: „jeg skjønner nok Snorres Mening: han vil at alle vi Voldgiftsmænd skulle give saa store Bidrag til Summen som vi finde anstændigt, da ville mange følge vort Exempel“. Hall takkede ham for disse Ord og sagde at han gjerne vilde bidrage saa meget som den, der ellers gav meest. De afgjorde nu dette mellem sig og overdrog det til Hall at fremsige Opgjøret. Han traadte frem paa Lagberget og forkyndte, at den Forligssum, de eenstemmigt havde antaget, var sex Hundreder, der strax skulde udredes paa Thinget, men han tilføjede ogsaa, at han og de øvrige Voldgiftsmænd vare blevne enige om at bidrage det halve; han opfordrede nu den øvrige forsamlede Mængde til ogsaa at bidrage noget for Guds Skyld, for at hindre al Blodsudgydelse. Njaal takkede Voldgiftsmændene for Afgjørelsen; Skarphedin taug, men smilede. Medens nu Njaal og hans Sønner gik til deres Bod for at hente de Penge, de havde, indsamledes der Bidrag blandt Mængden, og der kom saa meget ind, at uagtet Njaal, Kaare og hans Sønner ej kunde skaffe mere end to Hundreder, manglede der dog ikke en eneste Penning i den bestemte Sum. Den nedlagdes i Lagretten. Njaal lagde endnu en Silkekaabe og et Par Stadsstøvler[1] ovenpaa Pengedyngen. Det stod nu kun tilbage at begge Parter tilsagde hinanden Forlig og Trygd. Hall hentede derfor Flose og Njaal sine Sønner. Han bad dem paa Vejen til Lagretten, at de endelig ej vilde forspilde dette Forlig: Skarphedin svarede intet, strøg sig om Spanden og smilede[2]. Hall opfordrede Flose til at tage Pengene i Øjesyn, og efterse om Summen var rigtig. Det skede, og Flose fandt Summen rigtig i alle Maader. „Men“, sagde han, idet han tog Kaaben og svingede den leende, „hvo har givet denne?“ Ingen svarede. „Tør da ingen af Eder“, sagde han til Njaals Sønner, „sige, hvo der har ejet denne Stads?“ „Hvem tror du da har givet den“, spurgte Skarphedin. „Vil du vide det, skal jeg nok sige dig det“, sagde Flose, „det er din Fader, den gamle skjegløse“. „Det er skjendigt talt mod en gammel Hædersmand“, sagde Skarphedin, rykkede Kaaben til sig, og kastede et Par blaa Buxer til Flose; dem, sagde han, kunde han mere trænge til, da der gik Ord af, at han hver niende Nat blev til en Kvinde, Svinafells-Gudens Elskerinde. En saadan Beskyldning var den meest fornærmelige, man i hine Tider kunde fremføre mod en Mand[3]. Flose stødte Pengene bort, og sagde
- ↑ Kaaben kaldes her Slæde, hvorved forstodes et langt, sidt Klædebon: Støvlerne kaldtes bótar, (det engelske boots); de brugtes vel især af Kvinder og Gejstlige, se Fornm. s. 7, S. 186.
- ↑ Det er øjensynligt saa vel heraf, som af Skarphedins Opførsel under alle disse Forhandlinger, at det lige saa vel var hans, som Floses hemmelige Ønske, at intet Forlig skulde komme istand.
- ↑ Njaals Naturfejl, ikke at have Skjeg, var allerede tilforn, som ovenfor nævnt, (S. 186) gjort til Gjenstand for Spot, og deraf havde Hallgerd i sin Tid
