merksom paa Lovgivningens Mangelagtigheder, og at velsindede Mænd saaledes fik Anledning til at bringe Forbedringer istand, som ellers maaske enten slet ikke eller kun seent vilde have været tilvejebragte.
Blandt de Begivenheder paa Island, som især udøvede Indflydelse paa Udviklingen af det offentlige Liv, og som meest charakterisere Retstilstanden og Samfundsforholdene paa Øen, maa man fornemmelig omtale de langvarige Uroligheder, som herskede i den sydlige Deel af Landet mellem den ædle Njaals Familie og andre Høvdinger, og som havde deres Rod i den Tvedragt, den ondskabsfulde Hallgerd Høskuldsdatter havde søgt at stifte mellem sin Mand Gunnar Haamundssøn og Njaals Sønner. Det lykkedes hende vistnok ikke at gjøre Ende paa det Venskab, der herskede mellem Gunnar selv og Njaals hele Familie, men vi have dog seet, hvorledes det allerede i Gunnars Levetid var kommet til aabenbart Fiendskab mellem Njaalssønnerne og Gunnars Frænder, ligesom ogsaa Gunnars Død tildeels var en Følge af andre Fejder, hvori hendes Ondskab havde indviklet ham. Det er ovenfor viist, hvorledes to af Njaals Sønner, Helge og Grim, under deres Ophold i Norge kom til at lide megen Overlast af Haakon Jarl, der beskyldte dem for at have været Medvidere med Thraain Sigfussøn i at skjule Rømningsmanden Rapp og unddrage ham hans fortjente Straf[1]. Jarlen havde for saa vidt haft Ret i denne Beskyldning som Helge og Grim godt vidste, at Thraain havde modtaget ham, men vare ædelmodige nok til ej at ville røbe det, uagtet Thraain allerede da var at betragte som deres Fiende. Efter deres Hjemkomst til Island (990) gjorde de derimod Fordring paa Erstatning for den Mishandling, som de for Thraains Skyld havde maattet lide. En saadan Fordring var aldeles stemmende med de Tiders Tænkemaade, og det vilde maaske endog have været regnet som en Skam for Njaalssønnerne, om de ej havde fremsat den. De bade først Thraains Broder, Ketil, der førend Fiendskabet mellem begge Familier endnu var opstaaet havde egtet deres Syster, at tale til Thraain derom. Da dette ikke hjalp, sendte de deres nye Svoger Kaare Salmundssøn hen til ham i samme Ærende, men forgjæves Endelig begave alle Njaals fire Sønner tilligemed Kaare sig hen til Thraains Gaard Grjotaa, for at fremsætte Fordringen med større Eftertryk; men Hallgerd, der tilligemed sin yngste Søn opholdt sig hos sin Svigersøn Thraain, hilsede dem med de samme Smædeord, hvormed hun tidligere havde gjort sig lystig over dem; den ondskabsfulde Rapp, der siden Flugten fra Norge var forbleven hos Thraain, lagde ogsaa sine Ukvemsord med i Laget, og Thraain selv svarede overmodigt, at han ej vidste, at Njaals Sønner vurderede sin Ædelmodighed i Penge. Ved Hjemkomsten fortalte de sin Fader, hvorledes det var
- ↑ Om alt dette, se ovf. S. 186–196.
