Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/445

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
419
Sigurd Jarl uafhængig i Orknøerne.

lidt senere egtede hans Datter[1], skulde man næsten formode, at Mælkolm selv har søgt Sigurds Venskab og tilbudt ham sin Datters Haand, for at faa hans Hjelp i Krigen mod Grim. At Sigurd som Medgift fik Katanes og Sudrland, eller en Deel af sine forrige nordskotske Besiddelser, kan man være overbeviist om, skjønt det ingensteds udtrykkeligt siges[2]. Sigurd, der efter sit svære Legeme kaldtes den digre, var en saare mægtig Fyrste. Over Orknøerne herskede han aldeles uafhængigt. Hans Svoger Gille Jarl herskede over Syderøerne, øjensynligt som hans Undermand. Hans Besiddelser i Nordskotland maatte i Forbindelse med det Familiebaand, der nu knyttede ham til Kongen, sikre ham en betydelig Indflydelse paa de skotske Anliggender, saa at det vel endog er uvist, hvo der paa denne Tid skal ansees for Skotlands egentlige Herre, han eller Mælkolm[3]. Skade, at de Efterretninger, skotske Historieskrivere give om denne Deel af deres Fædrelands Historie, ere saa magre og forvirrede; thi ellers vilde man vistnok af dem kunne erfare saare meget om hvad senere Forfattere med Rette kalde det norske Herredømme i Skotland, eller det skotsk-norske Kongedømme[4]. Men dette Nordmannavælde i Skotland kom dog nu ikke Norge selv eller dets Høvdinger til Gode. Det var først Olaf den bestige forbeholdt, atter at bringe dette Vasalland, saa vel som Færøerne, tilbage under de norske Kongers Lenshøjhed[5].

46. Begivenheder paa Island.


Ogsaa til Island strakte sig den Reaktion i hedensk Aand, som man paa denne Tid, strax efter Christendommens Indførelse, sporede over hele Norden. De første Tiaar af det 11te Aarhundrede danner et af de uroligste og meest bevægede Tidsrum i Islands Historie. Det spores udtrykkeligt, hvorledes de oldhedenske Elementer der endnu strede med de nychristelige, og hvorledes de første maatte udrase, og den ældre hedenske Generation uddø, førend den nye Tingenes Orden for Alvor kunde siges at begynde. Men saa meget udrettede dog al denne Uro, at man under den lettere blev op-

  1. Orkn. Saga, Cap. 1. Olaf den helliges Saga, Cap. 91.
  2. Ved hans Død overlod Mælkolm Katanes og Sudrland til hans Søn, sin egen Dattersøn, Thorfinn, se Orkn. Saga og Olaf den helliges Saga, Cap. 91.
  3. Man maa her for en stor Deel slutte sig til Tingenes Tilstand under Sigurd fra hvad der senere fandt Sted under hans Søn Thorfinn.
  4. Det meste, hvad der findes herom, er samlet i Skene’s the Highlanders in Scotland, 1ste B. S. 108 flg., og 2det B. S. 32.
  5. Der tales i alle Fald siden Olaf Tryggvessøns Tid ej om noget Forsøg paa at bringe Orknøernes Jarler til Lydighed, førend under Olaf den hellige.