Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/444

418

Erik Jarl.

ske endog forhen hemmeligt har beskyttet Thorgrim, men nu anstillede sig, som om han allerførst opdagede Sammenhængen, og lod Thorgrim i Stikken, da dette var det fordeelagtigste. Da man nu ogsaa fandt Ringen, som Thorgrim havde taget fra Sigmund, gik han til Bekjendelse, og blev med sine Sønner bragt til Thinget i Thorshavn, hvor de efter at have gjentaget Bekjendelsen bleve hængte. Sigmunds og Thores Lig bleve opgravne og begravne ved den Kirke, Sigmund havde ladet opføre, og Thora rakte Leif sin Haand, efter at fuldkomment Forlig var sluttet mellem ham og hendes Brødre^[1]. Leif bosatte sig nu paa sin Fædrenegaard Hof i Sudrø. Men nogen Skat til Norges Høvdinger blev, som det synes, ikke betalt^[2]. Jarlerne havde ogsaa andet at tænke paa, end at bevare Herredømmet over Færøerne.

45. Orknøerne uafhængige. Sigurd Jarl.

Orknøerne og Hjaltland synes Jarlerne ej engang at have tænkt paa at bringe til Lydighed. Deres Høvding var den mægtige Jarl Sigurd Lødvessøn, der, som vi have seet^[3], vistnok i sin Tid af Olaf Tryggvessøn var bleven tvungen til at sværge ham Troskabsed og antage Christendommen, men som desuagtet, især efter at hans Søn Hunde, hvilken Olaf havde bragt til Norge som Gissel, var død, ikke viste Kongen nogen Lydighed som hans Vasal. Derimod nærmede han sig sin forrige Fiende Mælkolm, der som Maormor af Moray havde hindret ham fra at tilbageerobre Nordskotland^[4]. Om den skotske Trone førtes der i denne Tid idelig Strid mellem de to Hovedstammer, der stredes om Magten, nemlig det piktiske eller nordlige og den skotske eller sydlige^[5]. Det lykkedes Mælkolm, der tilhørte det første, at overvinde og fælde Grim eller Kened Mac Dubh, der tilhørte det andet, ved Monievaird, og saaledes selv blive Konge i Skotland (1003)^[6]. Da vi erfare, at Sigurd Jarl omtrent paa denne Tid eller

1. Færeyingasaga, Cap. 37–41.
2. Det ligger tydeligt i de Udtryk, som anvendes om Olaf den helliges senere Forsøg paa at faa Skat af Færøerne, at der indtil da i lang Tid ingen Skat havde været ydet.
3. Se ovenfor S. 252, 329.
4. Se herom ovenfor S. 134, 135, jvfr. 193, 194.
5. Om de to skotske Hovedfolk, Pikter og Albaner eller Sydskotter, se ovenfor 1ste B. S. 444.
6. Fordun, I. IV. Cap. 41. Wyntoun, VI. V. 171. Her, saa vel som paa flere andre Steder, kaldes han Grim, Søn af Kened Mac Dubh. I Kongerækken, som meddeles i Antiqq. Celto Normann. S. 144, kaldes han kun selv Cionaod (Kened) Mac Dubh, i det følgende (S. 148) Girg Mac Kinath Mac Duff.