gaaet dem. Han spurgte om de havde skudt nogen til Vidne „Nej“, svarede Skarphedin, „denne Sag ville vi kun afgjøre paa Vaabenthing“. – „Neppe vil nogen nu tro at I tør løfte Vaaben“, sagde hans Moder Bergthora. „Du behøver ej at egge dine Sønner“, sagde Kaare, „thi de ere fremfuse nok alligevel“. Njaal og hans Sønner tilligemed Kaare talte nu længe i Stilhed med hinanden. Det Forefaldne rygtedes imidlertid, og alle skjønnede at Sagen ej kunde blive staaende derved. Thraain havde vel ikke selv deeltaget i Ukvemsordene, men han maatte dog bære Ansvaret for hvad der var talt af hans Huusfolk og i hans Paahør. For øvrigt var han vel belavet mod alle Overfald, thi han havde stedse 15 vaabenføre Mænd hjemme paa Gaarden, og naar han red ud, var han altid fuldt bevæbnet og havde aldrig ringere Følge med sig end syv Mænd[1].
Noget efter blev Thraain indbuden til et Besøg hos sin Ven og Frænde, den forhen omtalte Gode Runolf Ulfssøn paa Dal. Som sædvanligt rejste han selv 8de. Njaals Sønner, som fik Nys herom, da han var paa Hjemvejen besluttede at lægge sig i Baghold for ham og overfalde ham ved Overgangen over det iislagte Markarfljot. De vare paa Færde tidligt om Morgenen. Njaal hørte Skarphedins Oxe Rimmugyge røre ved Tiljerne, skyndte sig op og saa alle sine Sønner tilligemed Kaare fuldt bevæbnede og i Begreb med at forlade Gaarden. Paa hans Spørgsmaal, hvor de agtede sig hen, svarede Skarphedin: „at lede efter Sauder“. „Saa sagde I før engang“, svarede Njaal, „men da vejdede I Mænd“. „Hør hvad Gubben siger“, sagde Skarphedin leende, „han er ikke uden Mistanke“. Njaal gjorde imidlertid intet Forsøg paa at holde dem tilbage, de ilede op til Markarfljot, og lagde sig i Baghold paa et Sted, hvor de kunde bolde Øje med alle dem, der kom østenfra. Snart saa de Thraain og hans Følge. Men Thraain opdagede ogsaa dem, og gik derfor ikke lige over Strømmen, men et Stykke nedad langs den modsatte Bred Uden at ænse Thraains Overmagt ilede Skarphedin og hans Følge ned imod ham. Strømmen løb aaben i Midten, men var tilfrossen noget længere nede. Didhen styrede de for at komme over. Skarphedin blev noget tilbage. „Hvorfor nøler du“, spurgte Grim. „Jeg binder min Sko“, sagde Skarphedin, hvis Skotvinge var sprungen. „Lad os kun ile videre“, sagde Kaare, „han kommer nok lige saa snart som vi“. Da Skarphedin var færdig, gav han sig ikke Tid til at tage Omvejen over Iisbroen, men gjorde med løftet Øx et forfærdeligt Hop over den tolv (efter vort nuværende Maal omtrent ni) Alen brede Rende, fortsatte i fuld Fart sit Løb paa den spejlglatte Iisflade, hvor Thraains Følge stod, og gav Thraain, just som han vilde sætte sin Hjelm paa, et saadant Hug i Hovedet, at det kløvedes lige ned til Jæxlerne, der
- ↑ Njaals Saga, Cap. 92.
