Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/441

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
415
Sigmunds Fald.


Ud paa Høsten samlede Thrond atter Folk for at angribe Sigmund. Han havde nu, sagde han, drømt, at de skulde komme ham nær. De havde to Skibe og vare i Alt 60 haandfaste Karle, blandt dem Leif, Sigurd, Thord, Gaut og flere. Thrond drog denne Gang lige til Skuvø, hvor Sigmund boede. De gik i Land; den første, der gik op ad den trange Opgang, stødte paa en af Sigmunds Mænd, som her stod paa Vagt: efter nogen Kamp styrtede de begge døde ned af Klippen. Den hele Skare gik nu op til Gaarden, som de omringede og angrebe. Sigmund og alle hans tilstedeværende Mænd grebe til Vaaben, endog hans Hustru Thurid bevæbnede sig, og viste sig lige saa dygtig som nogen Mand. Da Angrebet havde vedvaret en Stund uden at man kunde komme nogen Vej, lod Thrond bringe Ild. Da traadte Huusfruen Thurid ud i Døren, og spurgte, hvor længe han agtede at slaaes med hovedløse Mænd[1]. Han skjønnede strax, at Sigmund maatte være undkommen, og skal nu, som der fortælles, have gaaet mod Solen omkring Gaarden og blystret, indtil han opdagede Aabningen af en underjordisk Gang, hvor han lugtede efter Sporet som en Hund, og erklærede, at Sigmund, Thore og Einar havde taget Vejen derigjennem. Han forfulgte Sporet, indtil han kom til en Kløft, der gaar tvers over Øen. Her, sagde han, maatte Sigmund have hoppet over, han bød derfor sine Mænd at fordele sig i to Hobe, af hvilke hver skulde gaa til sin Ende af Kløften, og atter mødes paa den anden Side-. Det var imidlertid blevet mørkt. Thrond raabte højt: „er du saa stor en Helt, som der gaar Ord af, Sigmund, saa viis dig nu!“ Strax efter kom en Mand hoppende over Kløften med draget Sverd, kløvede Hovedet paa en af Thronds Mænd lige ned i Skuldrene, og sprang baglængs tilbage over Kløften. „Det var Sigmund“, sagde Thrond, „lad os nu sætte efter dem til Enden af Kløften“. Sigmund og hans to Ledsagere kom tilsidst op paa en Bjerghammer nær ved Søen, hvor Thore foreslog at de skulde oppebie Angrebet. Men Sigmund, der ved sit sidste Hop over Kløften havde kommet til at slippe sit Sverd og saaledes var vaabenløs, foretrak at søge sin Frelse ved at svømme. Han kastede sig i Søen, og Thore og Einar fulgte efter. Det heder, at han vilde over til Suderø; sandsynligviis har han dog snarere haft til Hensigt at komme over til Store Dimun, der ligger nærmest, men Strømmen har drevet ham længer mod Vest, saa at han blev nødt til at tage Vejen til Suderø, der er over en Miil fra Skuvø[2]. Da de vare komne halvvejs, følte Ei-

  1. Det vil her sige: med Indbyggerne af et Huus, hvis egentlige Overhoved ej er tilstede.
  2. Det er paa Færøerne et almindeligt Sagn, at den Klippe, fra hvilken Sigmund og hans Stalbrødre sprang i Vandet, var Tórarenni (Þórðarenni) paa Nordvestsiden af Skuvø. Det er altsaa paa denne Ø, at det færøiske Sagn anviser Begivenheden Plads. Det maa dog ikke oversees, at Færeyinga-