nar sig saa træt, at han gav sig over, og ikke vilde svømme længer. Sigmund tog ham paa sine Skuldre, og svømmede saaledes en Stund, indtil Thore gjorde ham opmerksom paa, at Einar allerede var død. Han slap ham da, men ikke længe efter maatte han tage Thore i hans Sted, da Kræfterne nu ogsaa svigtede denne. Sigmund naaede Suderø, men saa udmattet, at Bølgerne snart skyllede ham op paa Landet, snart sorte ham ud. Derved gled Thore af hans Skuldre og druknede. Med Nød og neppe fik Sigmund krøbet op. Han var saa udmattet, at han ej kunde gaa, men krøb hen til en Tare-Dynge, i hvilken han lagde sig. Det var i en Vig nordøstligst paa Øen, kaldet Hvalvik; i Nærheden laa en liden Gaard ved Navn Sandvik. Der boede en Mand ved Navn Thorgrim ille (d. e. onde), Thronds Lejlænding. Han var stor og sterk, og havde to raske Sønner. Samme Morgen kom han ned til Stranden, hvor han fik Øje paa noget rødt, der stak frem af Taredyngen. Han ryddede Talen tilside og saa nu at det var en Mand. Paa hans Spørgsmaal, hvad han hed, navngav Sigmund sig. Thorgrim sagde: „lavt ligger nu vor Høvding, hvorledes gaar dette til?“ – Sigmund fortalte ham det hele og bad ham og hans Sønner, der imidlertid vare komne til, om at staa ham bi. Men Thorgrim havde imidlertid faaet Øje paa den store Guldring, som Sigmund bar paa Armen, og som Haakon Jarl havde taget af Thorgerd Holgabruds Arm og foræret ham. „Saa stor en Rigdom, som den, Sigmund bærer paa sig“, hviskede Thorgrim til sine Sønner, „faa vi aldrig i vort Eje, dersom vi ikke benytte os af Lejligheden, og dræbe ham“. Sønnerne vilde en Stund intet høre derom, men lode sig dog tilsidst overtale, og grebe fat i Sigmunds Haar, medens Thorgrim med en Øxe, han havde hos sig, skilte hans Hoved fra Kroppen. De toge Klæderne og alle Kostbarheder af Liget, og grove det tilligemed Thores Lig, der ogsaa var drevet i Land, ned under en Muldbakke i Nær-
saga, ved her (Cap. 37) at omtale Skoves fortrinlige Bekvemhed til at forsvares af faa mod mange, næsten Ord til Andet gjentager den Beskrivelse derover, som gives i Cap. 22, hvor der handles om det Birke, Assur Hafgrimssøn lod opføre, (se ovenfor S. 145). Sagaens Mening er altsaa den, at Sigmund blev angreben paa samme Sted, hvor han selv i sin Tid angreb og fældte Assur. Men da nu hiin Beskrivelse, efter hvad ovenfor er ytret, allerbedst passer paa Store Dimun, hvortil Lokalsagnet ogsaa henfører Assurs Drab, synes det rimeligst, at det ligeledes var paa Store Dimun, ikke paa Skuvø, hvor Sigmund blev angreben. Derved faar ogsaa Sagaens Fortælling om Sigmunds lange Svømning, der ellers bliver temmelig æventyrlig, nogen Rimelighed for sig, thi Store Dimun ligger kun halv saa langt fra Sudrø, som Skuvø, og mod den vender desuden hiin Bugt, Hvalvik, hvor Sigmund kom i Land. Endelig findes just paa Dimun en slig Kløft (det grønne Skaar) som den i Sagaen omtalte. Jeg har imidlertid paa dette Sted ej vovet i Texten selv at afvige fra, hvad baade Sagaen og Lokalsagnet eenstemmigt melde.
