næres Øjne ansees som mere nationalsindet, end Olaf Tryggvessøn og de Christendommen hengivne Medlemmer af Harald Haarfagres Æt. Thi endnu var den nordiske Nationalitet saa fuldkommen herskende hos Danekongerne og de fornemste Danehøvdinger, at nogen Tanke om at betragte dem som Fremmede neppe var bleven almindelig hos Nordmændene, medens Legitimitetens hele Trylleri fremdeles omsvævede den gamle lodbrokske Æt, endog i Nordmændenes Øjne. Først da det lykkedes enkelte statskloge Mænd blandt disse at gjøre Christendommen selv national og derved skaffe den det forhenværende reaktionære eller Hedendommen gunstige Partis Hengivenhed, paa samme Tid som den lodbrokske, eller Danekongernes Æt, forlod sit gamle nationale Standpunkt; – da først vandt Christendommen og Civilisationen Fodfæste, Harald Haarfagres Æt fuldstændig Legitimitet, og Norge fuldkomment Sammenhold og Fasthed. Der er overhoved maaske faa Riger, der i den Grad, som Norge, skylde Christendommen sin hele politiske Tilværelse.
Med alt dette maa man ikke forestille sig Erik Jarl som nogen raa og vild Kriger, eller som en Fiende af Civilisationen. Tvertimod, der gives faa ædlere Charakterer i hele vor ældre Historie. Vi have allerede haft Anledning til at anføre flere Exempler paa hans Ædelmod og ridderlige Færd. Men hans hele politiske Bane og offentlige Stilling bestemtes af hans Familieforhold som Haakon Jarls Søn og Sven Tjugeskeggs Svigersøn. Saavel om ham, som om hans Broder Sven fortælle de gamle Kongesagaer, at de vare vennesæle og dygtige til at herske, refsede strengt alle Uordener og overholdt vel de gamle Love[1], som det meget betegnende heder. Men uagtet al denne Ros faar man dog det umiskjendelige Indtryk af hvad der for øvrigt berettes om Begivenhederne under deres Regjering, at dennes væsentligste Merke var Slaphed, og at deres Tid var en Selvraadighedens og Opløsningens Tid – hvad der og i sig selv var en naturlig Følge af Fleerherredømmet[2].
Erik var, efter hvad man maa antage, ved sin Tiltrædelse til Regjeringen omtrent 37 Aar gammel[3]. Han var fra sin tidligste Ungdom saa godt som opvoxet i Kamptummel. Vi have seet, hvorledes han allerede i sit 12te Aar fældte sin Faders Svoger, den anmassende Tidende-Skofte, og derfor maatte søge Beskyttelse hos Danekongen.“ Sandsynligviis har han allerede i denne Tid deeltaget i flere Vikingetog med Sven Tjugeskegg Skalden Eyjulf Dadaskald, der besang hans Bedrifter, omtaler blandt disse fornemmelig et Tog til Øster-Gautland, hvor han vandt stort Bytte, især i Fan-
