man nu mere tale om Vikingefarter i det Store, end umiddelbart forud. Dertil bidrog nu vel for en betydelig Deel de storartede Tog, som Sven Tjugeskegg paa denne Tid begyndte at foretage til England, og hvori vistnok ogsaa mange Nordmænd deeltoge, deels som hans umiddelbare Undersaatter, deels som frivillige, lokkede ved Udsigten til Ære og Bytte. Men ogsaa Sven befandt sig lige over for Hedendommen omtrent paa samme Standpunkt, som Erik Jarl; han havde selv været en altfor ivrig Tilhænger af den, og altfor nødigt antaget Christendommen, til at man ej skulde antage at han ligesaavel som Erik „lod enhver gjøre som han vilde med Hensyn til Christendommens Overhold“. Svens Tog fremstiller sig saaledes for os kun som en Ytring af den under hans Herredømme raadende Tilstand, som det første større Tegn paa den fra de herskende nordiske Høvdingsslægter udgaaende Reaktion mod den christeligt-civiliserende Bevægelse, der i Harald Gormssøns sidste Dage var udgaaen fra Tydskland og havde fundet sin Støtte hos Massen af den danske Befolkning. Og paa lignende Maade fremstiller Erik Jarls hele Optræden og den under hans Herskertid raadende Aand i Norge sig som virkende i reaktionær Retning mod den paa Christendommen grundede Civilisation, der, oprindelig udgaaende fra England og Tydskland, i Norge fandt sin virksomme Befordrer i Olaf Tryggvessøn. Man kan derfor ikke sige, at Nordmændene under Erik Jarl fulgte Danernes Exempel, eller omvendt; men kun, at der i begge, nu saa nøje forenede, Riger, samtidigt gjorde sig en bestemt Reaktion gjeldende mod det tidligere System. Det var den gamle Selvraadighedens, Lovløshedens og Vildhedens Aand, eller med andre Ord, Levningerne af Hedendommen, der gjorde sit sidste Forsøg paa at fortrænge den sejrende Christendom og Civilisation. Om Reaktionens Tilhængere eller Begunstigere bekjendte sig til Hedendommen eller ej, gjør her intet til Sagen. Havde de end ladet sig døbe eller tilsyneladende antaget Christendommen, saa vare de dog ikke gjennemtrængte af dens Aand. Deres Sympathier vare endnu hos Hedendommen, eller i i alle Fald hos den med Hedendommen følgende Leveskik. Deres Anskuelser af Forholdene, af Ret og Pligt, vare endnu aldeles hedenske. Afholdt de sig end selv fra hedenske Ceremonier, saa kunde de dog ikke bære det over sit Hjerte at forfølge dem, der endnu ofrede til de gamle Guder, saa meget mere som alt, hvad der stod i Forbindelse med Hedendommen, endnu maatte fremstille sig som nationalt lige over for den nye, fra fremmede Lande indførte Christendom, og ivrig Fastholden ved den gamle Lære saaledes i Mængdens Øjne maatte betragtes paa samme Maade, og ansees for et lige saa stort Tegn paa egte Fædrelandssind, som Overholdelse af og Fasthængen ved gamle nedarvede fædrelandske Skikke lige over for nye udenlandske Moder og Sædvaner til enhver Tid har været betragtet. Og, merkeligt nok, fra dette Standpunkt maatte endog Danekongen Sven i de ivrige Reaktio-
