var Ranrike blevet et fuldkomment svenskt Landskab, hvor Sviakongen indsatte to Sysselmænd, en over den nordre, en over den søndre Deel[1].
Det af de forrige Konger med saa megen Møje knyttede Foreningsbaand mellem Rigets enkelte Dele var altsaa paany opløst. Kun Frostathingslagens Fylker holdt nogenlunde sammen. Gulathingets Forening var tildeels, eller ganske, adsplittet mellem Erik Jarl, Erling og Sven. Oplandenes og Vikens, eller Eidsivathingets Forening var ligeledes opløst. En Tilstand var bragt tilbage, der omtrent lignede den, som herskede paa Harald Graafelds Tid. At dette Tilbageskridt i politisk Henseende ogsaa medførte andre Tilbageskridt, er naturligt. Især gik det tilbage med den unge Christendom. Baade Erik og Sven antoge Christendommen og lode sig døbe, men, tilføjes det, de lode Enhver gjøre som han vilde med Hensyn til Overholdelsen af Christendommen[2]. Denne tog derfor betydeligt af i den Deel af Landet, der stod under deres umiddelbare Herredømme, fornemmelig Thrøndelagen, Naumdal og Haalogaland I den sydvestlige Deel, hvor Erling Skjalgssøn herskede, sandsynligviis i samme Aand, som hans afdøde Svoger, Kong Olaf, holdt Christendommen sig bedre; i Viten ligeledes, thi dette Landskab var, som vi have seet, allerede tildeels blevet christnet før Olaf Tryggvessøns Tid, og stod desuden i nærmere Forbindelse med andre christne Lande. Men Oplandene, som hidtil endnu slet ikke, eller kun for en ubetydelig Deel vare christnede, sank næsten ganske tilbage i Hedendommen[3].
En Følge af eller et haandgribeligt Tegn paa alle disse Tilbageskridt i politisk, social og religiøs Henseende var det, at Vikingelivet, der i de sidste Aar umiskjendeligt synes at have været i Aftagende, under Erik Jarls Herredømme begyndte at drives med fornyet Kraft. I det mindste hører
- ↑ De danske og svenske Sysselmænd omtales udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga, Cap. 63, hos Snorre, Cap. 59.
- ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 240, hos Snorre, Cap. 123. Fagrskinna, Cap. 84. Thjod. Munk, Cap. 14. Den sidste siger: Christianitatem nec minuit nec dilatavit, permittens unumquemque in hac dumtaxat parte vivere jure quo vellet. Ágrip (Cap. 19) og Hist. Norv. (fol. 11. a.) udtrykke sig mindre fordeelagtigt, det første siger: „saa megen Flid og Omhu, som Olaf Tryggv. anvendte paa at fremme Christendommen … saa megen Magt lagde Erik og hans Søn (skal være Broder) paa at ødelægge den“. Og den sidste: sanctam dei ecclesiam, quam beatus Olavus egregie plantaverat, Johannes rigaverat:, isti penitus eradicaverunt.
- ↑ Alt dette erfares vel for det meste af de senere Beretninger om Olaf den helliges Virksomhed, men udtales dog tydeligt i Fagrskinna, Cap. 84: „disse Jarler havde ladet sig døbe og overholdt Christendommen, men tvang ingen til at antage den, og lode enhver gjøre som han vilde; i deres Dage spildtes Christendommen meget, saa at næsten alt var ganske hedenskt paa Oplandene og i Throndhjem, men Christendommen holdt sig langs Søen“.
