keligheden var det saaledes alene Ranrike, der stod umiddelbar under den svenske, og Størstedelen af Oplandene tilligemed den vestre Deel af Viken i vidtløftig Forstand, d. e. Vestfold, Grenland og Agder til Lindesnes, der stod umiddelbart under den danske Konges Bestyrelse. Alt det øvrige beherskedes af Brødrene Erik og Sven Jarler. Dog synes det, som om de indre Dele af Oplandene kun følte meget lidet til Danekongens Herredømme, thi her fandtes fremdeles Fylkeskonger af Harald Haarfagres Æt, som Sigurd Syr og flere, hvilke, om de end alene vare mægtige Godsejere med Kongetittel, uden at udøve nogen egentlig Kongemagt, dog, som de selv ved en senere Lejlighed bevidnede, for det meste raadede sig selv, og følte sig mere støttede, end undertrykkede af Danekongens Magt. Ligeledes stod Erik Jarls Herredømme over Rogaland, eller maaske rettere over hele Kyststrækningen fra Sognsøen til Lindesnes, paa meget svage Fødder. Dette Stykke havde den mægtige Erling Skjalgssøn faaet til Len af sin Svoger Olaf Tryggvessøn, og han var ej den, der godvillig fandt sig at give Slip paa sin Forlening. Han erkjendte ikke Erik Jarl for sin Overmand. Jarlen, heder det, inddrog under sig alle de kongelige Ejendomme, hvormed Olaf havde forlenet Erling, men denne vedblev, som forhen, at tage Landskyld over hele Rogaland, saa at Landboerne ofte maatte betale dobbelt Landskyld, nemlig først til Jarlen, siden til Erling, hvis de ej vilde udsætte sig for at denne ødelagde Egnen. Jarlen fik kun en ringe Deel af Indtægterne, thi de Sysselmænd, han sendte derhen, kunde ikke holde sig der. Erling var for mægtig, og havde for mange Frænder og Venner til at Erik kunde tænke paa at begynde nogen Fejde med ham; tvertimod vovede han ikke engang at drage om paa Veitsler i den Deel af.Landet, uden at have mange Folk med sig[1].
Der var saaledes paa denne Tid et besynderligt Fleerherredømme i Norge. Den mægtigste Hersker var Erik Jarl, hvilken derfor ogsaa sædvanligviis nævnes som Olaf Tryggvessøns egentlige Efterfølger; hans Herredømme strakte sig væsentligst over den nordlige Deel af Landet, hvor hans Broder Sven vistnok for det meste maatte adlyde ham. Paa Sydvestkanten, fornemmelig Rogaland, udøvede Erling Skjalgssøn Herredømmet. Oplandene med Undtagelse af Raumarike, der var bortforlenet til Erik Jarl, vare for største Delen overladte til sig selv, og svarede neppe nogen regelmæssig Skat til Danekongen. Dette var derimod Tilfældet med den Deel af Viken som stod under hans umiddelbare Herredømme, thi her indsattes danske Sysselmænd, der opkrævede de kongelige Indtægter. Og ligeledes
- ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 261. Olaf den helliges Saga, Cap. 43. Snorre, Olaf den helliges Saga, Cap. 21. Om det Len, Erling fik af Olaf Tryggvessøn, se ovenfor S. 296.
