ger, der bleve udløste for betydelige Pengesummer[1]. I Jomsvikingeslaget var det især ham, hvem man havde Sejren at takke. Efter Faderens Død maatte han, som vi have seet, forlade Norge, men fik Forleninger af den svenske Konge[2]; imidlertid gik han strax efter paa Vikingetog i Østersøen. Han hjemsøgte Øen Gotland[3], og overvandt siden nogle Vikinger udenfor Staur ved Vendland[4]. Det næste Aar (996) gjorde han et ødelæggende Tog til Gardarike, hvor han sejlede op ad Neva, ind i Ladoga, belejrede, indtog og opbrændte Ladoga eller Aldegja-Borg, og herjede vidt og bredt i Omegnen, saa vel som i Estland og paa Øsel. Hver Sommer i alle de fem Aar, han var landflygtig i Norge, skal han have fortsat disse Herjetog til Gardarike, efter Sigende fordi Storfyrst Vladimir var Olaf Tryggvessøns Ven[5]. I Aaret 996 egtede han Kong Svens Datter Gyda, hvilket maaske heller ikke har bidraget saa lidet til at bringe et Forlig til Veje mellem Kong Olaf svenske og Kong Sven. Han skal ogsaa have herjet paa Skaane og taget fire Kjøbmandsskibe udenfor Ystad, men om det var før eller efter Svoldr-Slaget, kan ikke godt sees: i sidste Tilfælde skulde man formode, at Skaane endnu ikke havde underkastet sig Kong Sven. Eriks Halvbroder Sven Jarl var yngre end Erik og beskrives som den smukkeste Mand, man kunde se for sine Øjne. Han var, som ovenfor nævnt, nys bleven gift med Holmfrid, en Syster af Olaf Sviakonge[6]. Uden de Forleninger, som dette Giftermaal skaffede ham, vilde han neppe have faaet den mindste Andeel i Norges Regjering og den, han fik, var endda, som man erfarer, ubetydelig nok.
Jarlerne toge deres Hovedsæde paa Lade. Her havde deres Fader og Farfader boet før dem; det betragtedes allerede i flere Menneskealdre som Ættens Hovedgaard, efter hvilken dens Medlemmer med Stolthed kaldte sig Lade-Jarler, uden at ville antage Konge-Navn. At det nye Kjøbstads-Anlæg ved Nidar-
- ↑ Fagrskinna, Cap. 83.
- ↑ Se ovf. S. 268.
- ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 243. Snorre, Cap. 197. Fagrskinna, Cap. 83 taler her om en Kamp, Erik bestod i Øresund med 4 danske Vikingeskibe, medens Olaf Tryggv. Saga vistnok rigtigen henfører denne Kamp til Sundene mellem Øsel og Estland, og Fagrskinnas Forfatter har aabenbart misforstaaet Eyjulf Dadaskalds Eyjasund (Ø-Sundet) og læst Eyrarsund. Desuagtet lader han ham, ligesom Olaf Tr. Saga, siden herje paa Adalsysla (Estland). Men begge Dele, baade Øresund og Estland, kunne efter Skaldens Vers ej optages i Fortegnelsen.
- ↑ Staur er sandsynligviis Staver-Odden paa Femern ved det daværende vendiske Wagrien.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 83.
- ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 260. Snorre, Olaf Tr. Saga, Cap. 123. Om Holmfrid, se ovf. S. 315, Note 4.
