Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/429

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
403
Sorg over Olafs Død.

vessøns Fald“. Han faldt kort efter i Erik Jarls Hænder, og var nær bleven dræbt, hvis ikke Thorleif spake, Jarlens Fosterfader, der tilfældigviis var tilstede, havde bedet om Naade for ham, til Gjengjeld fordi at Hallfred i sin Tid havde ladet ham beholde sit Øje. Hallfred fik nu beholde Livet, imod at digte et Kvad om Jarlen; siden den Tid laa han nogle Aar paa Kjøbmandsfart, men var aldrig glad. Endelig besluttede han at nedsætte sig i Sverige, hvor hans ældste Søn opdroges, og vilde først gjøre en Rejse til Island for at hente sit Gods. Denne Rejse var meget haard og stormfuld, og Hallfred var allerede meget syg, da han fik et voldsomt Slag af Sejlbommen, som drev imod ham. Han døde kort efter, og blev, eftersom han havde bestemt før sin Død, kastet overbord i en Kiste hvor tillige en Kappe, en Hjelm og en Ring, han havde faaet af Kong Olaf, vare nedlagte med ham; sin Søn Hallfred gav han Sverdet. Kisten skal siden være dreven i Land paa Øen Icolmkill i Sydrøerne, hvor Abbedens Tjenestefolk brød den itu, toge Kostbarhederne, og sænkede Liget ned i en Myr; men Olaf skal i Drømme have aabenbaret sig for Abbeden og fortalt ham det Hele, hvorefter Abbeden skal have tvunget Tyvene til Bekjendelse, frataget dem Kostbarhederne, og ladet Hallfreds Lig hæderligt begrave; af Kappen skal der siden være blevet gjort et Altarklæde, af Ringen en Kalk, og af Hjelmen Lysestager[1]. Om Hunden Vige fortælles det, at den under hele Slaget havde ligget i Forrummet og vedblev at ligge der, indtil Jarlen kom øster til Viken med Ormen; da skal Einar Thambarskelver have sagt til den: „nu ere vi herreløse, Vige“, hvorved den foer op, udstedte et højt Glam, sprang i Land, lagde sig paa en Høj uden at ville smage Føde, medens Taarerne randt af dens Øjne; og blev saaledes liggende, indtil den døde[2]. Ja endog Ormen lange skal efter Slaget have heldet til den ene Side, saa at den kun med Vanskelighed blev bragt til Viken, hvor Jarlen lod den hugge op, eller efter Nogles Beretning brænde; dette kan dog, hvis det for øvrigt ikke er et senere tilkommet Sagn, temmelig let forklares af den Overlast, Skibet havde lidt i Slaget[3]. Men hvad enten det forholder sig saa eller ej, saa lægger dog denne og lignende Beretninger allerbedst for Dagen, med hvilken Kjærlighed man i Norge omfattede Kong Olafs Minde.

  1. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 264, 265.
  2. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 259. Odd Munk, Cap. 72. Ifølge denne skulde Vige ej have fulgt med paa Toget, men derimod være bleven tilbage paa en af Kongens Gaarde, hvor den stedse laa foran Kongens Plads, indtil dens Vogter, ved at erfare Efterretningen om Kongens Fald, udtalte de Ord, der ovenfor lægges Erik Jarl i Munden.
  3. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 258. Odd Munk, Cap. 71. Det er vistnok fra den sidste, hvorfra Beretningen er kommen ind i den første. Snorre veed intet enten om Viges Død eller Ormens Undergang at fortælle.