Det var, som vi ovenfor berettede[1], før Svoldrslaget blevet aftalt mellem de forbundne Fyrster, at de efter at have fældt Olaf skulde dele Norge mellem sig. Rimeligviis var endog en foreløbig Aftale derom truffen endnu tidligere, nemlig da Sven Tjugeskegg egtede Sigrid Storraade og forligede sig med Kong Olaf svenske, thi det er neppe sandsynligt, at denne godvillig vilde have givet Slip paa Danmark, som han havde i sin Besiddelse, uden mod Løfte om en eller anden Erstatning[2]; og den Fordring, som Sven Tjugeskegg i Egenskab af Ragnar Lodbroks Ætling havde paa Viken og Oplandene, gjorde ogsaa, som vi allerede have seet, Kongerne af den svenske Lodbroks-Linje stundom gjeldende, især naar de havde Overmagten, hvilket baade i sin Tid havde været Tilfældet med Erik Eimundssøn[3], og nu allersidst med Erik Sejrsæl, der saa at sige ganske havde indtaget Danekongernes Plads. Da nu tillige Jarlerne Erik og Sven efter deres Fader Haakon Jarl havde eller troede at have Arvefordringer paa en Deel af Norge, var det den simpleste og naturligste Maade, paa hvilken der kunde ske alle disse forskjellige Interesser Fyldest, at Norge deeltes mellem Danekongen, Sviakongen og Erik Jarl, hvilken sidste saa vel nu som senere optræder som den fornemste og raadende af de tvende Brødre. Til Grund for Delingen lagdes, som man tydeligt kan se, den ældre Deling, der i sin Tid havde fundet Sted mellem Harald Gormssøn og Haakon Jarl, med den Forskjel, at der nu af begge de oprindelige Dele afgaves betydelige Stykker til Sviakongen, hvorimod Erik Jarl nu ikke, som Faderen forhen, fik sin Deel under Danekongens Lenshøjhed, men aldeles frit og uafhængigt[4]. Haakon Jarl havde i sin Tid haft det Nordenfjeldske, eller, som man nu plejer at udtrykke sig, det Norden- og Vestenfjeldske, fra Finmarken lige til Lindesnes. Dette fik nu Erik Jarl, med Undtagelse af Søndmøre, Raumsdal, Nordmøre og fire Fylker i Throndhjem (Stjordøla-, Skeyna-, Verdøla- og Sparbyggja-Fylke), hvilke 7 Fylker overlodes til Kong Olaf
- ↑ Se ovenfor, S. 399.
- ↑ Jvfr. hermed, hvad der ovenfor (S. 315) er anført om Forliget eller Forbindelsen mellem Sven Tjugeskegg og Olaf svenske.
- ↑ Se ovf. 1 B. S. 480. De Ord, som her, efter Snorre Har. Haarf. S. Cap. 14 lægges Erik Eimundssøn i Munden, vise tydeligt nok hans og rimeligviis alle hans Ætlingers Anskuelser om disse Forhold. At Erik Eimundssøn dengang optraadte med Fordringen paa Viken og sandsynligviis paa hele Danevældet, var rimeligviis fordi det danske Dynasti dengang ansaaes for halv uddøet, se ovfr. 1 B. S. 376 Noten. Det samme kunde maaske Erik Sejrsæl sige efter Harald Gormssøns Død, idet han ej anerkjendte Frillesønnen Sven.
- ↑ Sammenhold hermed, hvad der ovenfor er anført angaaende Delingen mellem Haakon Jarl og Harald Gormssøn, S. 57, Not.
