Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/428

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
402
Olaf Tryggvessøn.

Aandsgaver, stor Udholdenhed og Kraft til at sætte sin Vilje igjennem, og en personlig Elskværdighed, der uimodstaaeligt vandt alle deres Hjerter, med hvem han kom i nøjere Berørelse.

Olafs Fald gik ogsaa hans Hustru Thyre og alle hans Frænder og Venner nær til Hjerte. Thyre var aldeles utrøstelig. Da Slaget var endt og Ormen ryddet for alle Lig, blev hun ført op paa Dækket. Da Erik Jarl saa hendes Smerte, gik han til hende, beklagede den store Sorg, de havde gjort hende og hele det norske Folk, og tilbød hende, hvis han fik noget Herredømme i Norge, at vise hende den største Hæder i alle Dele, og ikke mindre end da hendes Mand levede. Hun takkede ham for den Ædelmodighed, han her, som sædvanligt, lagde for Dagen, og sagde at hun gjerne havde modtaget hans Tilbud, hvis hun kunde, men Sorgen havde saaledes betager hende, at hun ej ønskede at leve, eller kunde tage Føde til sig. Og den 9de Dag efter Slaget døde hun, tildeels af Hunger[1]. Erling Skjalgssøn og de øvrige, der havde sejlet fra Olaf, toge sig meget nær deraf, især Erling, der aldrig bekvemmede sig til at slutte noget Forlig med Erik Jarl. Blandt dem, der havde sejlet fra Olaf, var ogsaa Stefne Thorgilssøn. Ved Efterretningen om Olafs Død havde han ikke længer Ro paa sig i Norge, men rejste til Rom. Da han paa Tilbagevejen drog gjennem Danmark, stødte han tilfældigviis paa Sigvalde Jarl, og kunde ikke bare sig for at kvæde følgende Vers:

Ej jeg ham nævner,
nær ham jeg stevner,
nedbøjet Næsen
er paa den Niding,

som skjendigt sveg
Kong Sven fra Landet
og Tryggves Søn
i Snaren lokked.

Dette fortalte nogle til Jarlen, der blev saa opbragt derover, at han lod Stefne dræbe[2]. Hallfred Vandrædaskald, der allerede før Kong Olafs Afrejse var dragen hjem til Island, hvor han begyndte sin gamle Kjærlighedshandel med sin forrige Elskede Kolfinna, og derved indvikledes i farlige Stridigheder med hendes Mand, den anseede Gris Semingssøn, skal ved en Drøm, hvori Olaf Tryggvessøn aabenbarede sig for ham, være bleven afholdt fra at bestaa en allerede aftalt Holmgang med Gris. Strax efter erfoer han Olafs Død, blev saare bedrøvet, forligte sig med sin Modstander, og rejste til Norge, hvor han ankom Aaret efter Slaget. Her fik han Bekræftelse paa hvad han havde hørt, og digtede nu den forhen omtalte Draape om Kong Olaf, hvis Omkvæd er: „al Fred er borte formedelst den ædle Trygg-

  1. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 257. Odd Munk, Cap. 71. Adam Brem. II. Cap. 88. Ogsaa her kan Mag. Adam ikke afholde sig fra at lægge sin Uvilje mod Thyre for Dagen; han finder hendes sørgelige Død fortjent.
  2. Olaf Tryggv. Saga, Cap. Odd Munk, Cap. 61. Fagrsk. Cap. 76.