Gud raader for mit Liv, men aldrig skal jeg tage Flugten, thi den er ingen ret Konge, som flyr sine Fiender formedelst Rædsel“. Imidlertid roede hele den fiendtlige Hær frem bagom Øen, der hidtil havde skjult den, og da Olafs Mænd saa hele Søen vidt og bredt bedækket med fiendtlige Skibe, forestillede Thorkell Durdil ham endnu engang, at det var bedst at benytte Tiden, inden Fienden kom i Orden, til at flygte, hvilket ej var nogen Skam, naar man havde med saa stor Overmagt at gjøre. Men Olaf bød med høj Røst, at man skulde binde Skibene sammen og gjøre sig rede til Kamp; hans Mænd skulde ej tænke paa Flugt. Da Signalet til Sammenlægning var blæst, ordnede han de elleve Skibe, han havde, saaledes at Ormen lange kom i Midten, med Tranen og fire Skibe derefter paa den ene, og Ormen skamme, ligeledes med fire Skibe derefter, paa den anden Side. Da man skulde binde Ormen lange og Ormen skamme sammen, kom Bagstavnen af den første til at ligge langt agterud. Olaf bød derfor, at man skulde lægge det store Skib længer frem, thi, sagde han, „jeg vil ikke være den agterste i Kampen blandt alle mine Mænd“. Da sagde hans Merkesmand og Stavnbo Ulf røde: „skal Ormen lægges saa meget længere frem som den er længere end andre Skibe, da bliver der en haard Dyst paa Saxene[1]“. „Jeg vidste ikke“, sagde Kongen, at jeg havde en Stavnbo, der baade var rød og ræd“ „Vend du kun“, sagde Ulf, „ikke mere Ryggen agter i Løftingen, end jeg i Stavnen“. Kongen, der havde en Bue i Haanden, tog forbitret en Piil og sigtede paa Ulf. „Skyd ikke mig, Herre“, sagde Ulf, „men skyd heller, hvor det bedre behøves; hvad jeg udretter, det udretter jeg jo for dig[2]“.
De fiendtlige Fyrster ordnede nu deres Skibe i tre forskjellige Flokke. De havde truffet den Overeenskomst, at hvis de overvandt Olaf, skulde hver af dem have sin Trediedeel af Norge, men den, som først besteg Ormen lange, skulde faa den med alt det Bytte, den indeholdt; ellers skulde Enhver beholde det Skib, han selv ryddede[3]. Kong Sven, der havde det stør-
- ↑ Kanterne nærmest Forstavnen.
- ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 249. Snorre Cap. 113. Odd Munk, Cap. 64.
- ↑ Snorre, Cap. 111. Fagrskinna, Cap. 77. Odd Munk, Cap. 63, og Olaf Tryggv. Saga, Cap. 248 lade Fyrsterne før Angrebet kaste Lod om Ordenen, hvori de skulde angribe Olaf, og derimod først slutte Forliget om Norges Deling efter at Erik Jarl havde gjort sit første uheldige Angreb, hvilket dog kun synes lidet rimeligt. Overhoved er Fremstillingen af Slaget bedst og sandsynligst hos Snorre, meest forvirret og mindst sandsynlig hos Odd Munk. Olaf Tryggv. Saga følger især Snorre, hvilken den paa flere Steder endog anfører som Hjemmel, dog har den ogsaa hentet enkelte Træk fra Odd Munk. Fagrskinna følger hovedsageligt denne, med hvilken den endog for det meste stemmer Ord til andet, dog har den undgaaet de største Usandsynligheder. Af de Vers, der citeres, ere de fleste af Hallfred Vandrædaskald og Hallarstein; de første høre sandsynligviis til den Draape, han digtede om Olaf efter hans
