sendte Bud efter Sigvalde, og lovede at hæve den Fredløshed som hvilede over ham i Danmark, hvis han vilde staa ham bi i denne Sag[1], var Sigvalde strax villig, og begav sig efter sin Hjemkomst til Jomsborg strax til Kong Olaf, der ej skal have anet noget Forræderi fra hans Side, men have modtaget ham saare venskabeligt, især da Sigvaldes Hustru Aastrid fra det tidligere Svogerskabs Dage havde næret meget Venskab for Kong Olaf. Sigvalde skal paa alle mulige Maader have søgt at forsinke Olafs Afrejse, for at hans Hær imidlertid skulde opløse sig. Da der nu kom Rygte om, at Sven laa ude med en Flaade for at angribe Olaf, erklærede Sigvalde dette for en stor Usandhed, og sagde at Sven neppe vovede at binde an med ham. Han tilbød sig endog selv, for Sikkerheds Skyld, at ledsage Kongen paa Vejen med elleve Skibe, bemandede med Jomsvikinger[2]. Saaledes gik det til, at Kongen lod den Deel af Ledingshæren, der var bleven tilbage hos ham, drage hjem, og beholdt kun sine egne og Lendermændenes Skibe hos sig[3]. Denne Flaade udgjorde dog et Antal af ikke færre end 60 svære Fartøjer, af hvilke, som vi have seet, Ormen alene ikke havde ringere Besætning end henved 600 Mand, og de øvrige vistnok ogsaa vare ualmindeligt sterkt bemandede, og med udsøgte Folk. Et Angreb paa hele denne samlede Styrke maatte derfor altid blive en højst vovelig Sag for de forenede Fyrster, om de end havde Overmagten med Hensyn til Folketallet. Det var derfor Sigvalde Jarls Hverv at lokke Olaf i en Stilling, hvor han kun havde en ubetydelig Deel af sin
- ↑ „Olaf Tr. Saga, Cap. 245. Snorre, Cap. 109. Det er forhen talt om den lidet rimelige Maade, paa hvilken Odd Munk lader Sigvalde udføre sin forræderske Plan. Men at han virkelig sveg Kong Olaf, og at Olaf Tr. Sagas Beretning derfor i det væsentlige er rigtig, sees deels af Stefne Thorgilssøns bekjendte Vers, hvorom siden, deels baade af Halldor uchristnes Vers (Cap. 246) og den samtidige Skule Thorsteinssøns (Cap. 250), hvor Sigvalde nævnes. At han saaledes maatte komme til at forlige sig med Sven, og den over ham lyste Fredløshedsstraf blive tilbagekaldt, falder af sig selv.
- ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 245. Snorre, Cap. 110. Odd Munk, Cap. 61.
- ↑ Fortællingen om Mændenes Hjemsendelse staar oprindelig hos Odd Munk Cap. 82; siden er den kommen over i Olaf Tr. Saga, Cap. 245; Snorre udelader den, i det mindste i den vidtløftige Form, ifølge hvilken en gammel Mand forgjæves skal have anmodet sine Landsmend om, ej at lade Kongen i Stikken. Hvorledes den skal forstaaes, nemlig saaledes at der kun handles om den tilbageblevne Deel af Ledingstropperne, er ovenfor viist. At det især var Lendermændene, der bleve tilbage, skjønnes deels af Sagens Natur, deels deraf, at blandt de Skibsstyrere, der siden nævnes som sejlende umiddelbart forud for Kongen, forekomme netop Lendermænd, som Styrkaar, eller rettere Eindride af Gimse, Erling Skjalgssøn, Thorgeir, Hyrning o. fl. Dette Punkt er ellers meget forvirret behandlet i Sagaerne. Det synes af Ol. Tr. S. som om Ledingstropperne afskedigedes umiddelbart før Kongens Afrejse, Odd Munk derimod lader en Mellemtid hengaa.
