Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/410

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
384
Olaf Tryggvessøn.


Hans Styrke var imidlertid betydeligt aftagen. Uagtet hans Ophold i Vendland umuligt kan have været saa langvarigt, som det sædvanligviis angives, var det dog langvarigt nok for de udbudne Ledingstropper, som desuden ej vare forbundne til at følge Kongen udenfor Landet. De knurrede over at maatte være saa længe hjemmefra, og Kongen skal endelig have seet sig nødt til at give dem Tilladelse til at drage hjem, hvoraf de ogsaa strax benyttede sig[1]. Maaske har dette gjort Olaf noget vaklende i sin Beslutning, at begynde en aabenbar Krig med Danmark, saa langt fra Hjemmet. Paa den anden Side var dog den bedste og paalideligste Deel af Flaaden, nemlig Kongens egne, og Lendermændenes Langskibe, endnu tilbage; deres Antal var ikke mindre end 60, og med et saa stort Antal kunde man dog altid vove en Dyst Der hørtes ogsaa et Rygte om, at en saadan snart var i Vente, idet nemlig Kong Sven samlede en stor Hær og Flaade, hvormed han agtede at angribe Olaf.

Dette Rygte medførte Sandhed. Sven Tjugeskegg der, som vi have seet, havde saa mange Grunde til at betragte Olaf som sin svorne Fiende, og nu dertil ej alene havde hans egenmægtige Giftermaal med Thyre at hevne, men ogsaa dagligt ophidsedes mod ham af den hevngjerrige Sigrid Storraade[2], maa nødvendigviis have fulgt Olafs Bevægelser med den meest spendte Opmerksomhed, og det kunde derfor umuligt undgaa ham, at Olaf allerede tidligt om Vaaren rustede sig til et Tog, som nærmest skulde gjelde ham. Han rustede sig derfor ogsaa paa sin Side, og sendte Bud til sin Stifsøn, Kong Olaf i Sverige, og sin Svigersøn; Erik Jarl, at de ogsaa maatte se til at samle en Hær, for siden at støde til ham, og i Fællesskab med ham modtage Olaf Tryggvessøn[3]. De vare dertil strax villige, Olaf svenske, fordi han ogsaa gjerne vilde hevne den Fornærmelse, hans Moder havde lidt, og Erik Jarl, der brandt af Længsel efter at hevne sin Fader. De fik en betydelig Flaade samlet, og droge med den til Danmark, dog naaede de ikke frem, førend Kong Olaf Tryggvessøn allerede var kommen til Vendland. Da han her maatte ansees uangribelig, tog Sven sin Tilflugt til Sigvalde Jarl af Jomsborg for at faa Olaf lokket frem, og for at faa maget det saa, at han kunde angribes med Overmagt. Sigvalde havde vel hidtil staaet paa en spendt Fod med Sven siden hans Forræderi mod ham, men fælles Interesser forbandt dem med Hensyn til Olaf. Da Sven saaledes

  1. Olaf Tr. Saga, Cap. 245. Odd Cap. 63.
  2. Odd Munk (Cap. 58) og efter ham Olaf Tr. Saga (Cap. 244) indeholder et heelt Capitel om hvorledes Kong Sven ophidsedes af Sigrid Storraade. De Taler, der lægges hende i Munden, ere naturligviis af Sagafortælleren selv formede efter hvad han antog for sandsynligt.
  3. Olaf Tr. Saga, Cap. 245. Snorre, Cap. 109.