eggede Olaf til at paaføre Danmark Krig, og at Olaf, forbitret over Svens Forbindelse med Olaf svenske, besluttede at angribe ham, idet han fremdeles ansaa ham som forladt af Gud, og ikke tvivlede paa, at da han saa ofte havde været forjagen fra sit Land, vilde det være en let Sag, endnu en Gang, ved Hjelp af en betydelig Styrke, at fordrive ham. Ogsaa enkelte af vore egne Sagaer nævne udtrykkeligt Sven som den, hvem Toget egentlig gjaldt, og vist er det, at naar Thyre vilde have nogen Erstatning for sine Besiddelser, var det alene Sven, til hvem Olaf kunde holde sig. Naar han desuagtet tænkte paa at besøge Boleslav i Vendland, maatte det fornemmelig være for at varetage Thorgils Sprakaleags Interesser, men og maaske for at sikre sig hans Bistand og Mellemkomst i Forhandlingerne med Kong Sven, og i det hele taget for at ordne det forviklede Forhold, hvori Olafs Giftermaal med Thore nødvendigviis maa have bragt ham til den polske Konge[1]. For Sigvalde Jarl kunde naturligviis Olafs Besøg ikke være kjærkomment, om han end just ikke undte Kong Svend det saa godt; thi hans Herredømme over Jomsborg maatte derved komme i Fare. At Sveriges Konge, om han end ikke havde været saa nøje forbunden med Sven, endog blot paa Grund af sit Forhold til Thorgils maatte betragte Olafs Tog med fiendtlige Øjne, er nys antydet; dertil kom det Had, hans Moder Sigrid bar til Olaf formedelst de Fornærmelser, han havde tilføjet hende. Jarlerne Erik og Sven vare, som vi vide, saa nøje besvogrede med Kongerne i Danmark og Sverige, at de i ethvert Tilfælde vilde have gjort fælles Sag med dem i en Kamp mod Olaf Tryggvessøn, om de end ikke derhos selv vare hans Arvefiender, og havde at kræve Hevn af ham for deres Faders Død. Da nu ligeledes baade Sven Tjugeskegg og Olaf Skotkonung havde særegne Aarsager til at hade og forfølge Olaf Trhggvessøn, og dertil end ydermere ophidsedes mod ham af Sigrid Storraade, er det let at indse, at Olaf, om han end aldrig tænkte paa at tilføje Sven nogen Skade, eller
- ↑ Mag. Adam, II. 39. Ágrip (Cap. 17) siger udtrykkeligt: „efter Olafs og Thyres Giftermaal tilbageholdt Sven Danekonge det Gods, han havde forpligtet sig til at lade hende beholde. Dette ansaa Kong Olaf som en Haan og Fornærmelse, og samlede en Hær mod Danmark, for at hævne det“. Hist. norv. fol. 10. a. siger ogsaa: Rex Olavus contra Danos bellum instituit. Naar Sagaerne i Almindelighed nævne Vendland som Hovedmaalet for Olafs Rejse, saa er det vistnok kun fordi det var det fjerneste Punkt, hvorhen han agtede sig, og dette har igjen ladet dem misforstaa det fornemste Øjemed med Rejsen, nemlig med Magt at tvinge Kong Sven til at give Erstatning. Men ogsaa de nævne dog Sven som Olafs Hovedfiende. Ogsaa Saxo lader Olaf paaføre Sven Krig for at hevne at denne havde negtet ham sin „Datter“ Thyres Haand. Dette sidste er vel urigtigt, men Hovedsagen, at Olaf virkelig nærmest truede Sven, bliver desuagtet staaende. Og om Olaf end ikke havde haft til Hensigt, ligefrem at paaføre Sven Krig, saa maatte dog det blotte Øjemed, hvori han drog afsted, forekomme Sven fiendtligt.
