fremkomme med nogen Fordring imod ham, kun behøvede at vise sig i de danske Farvande, for at være vis paa et Overfald af een eller flere af de forbundne Fyrster[1]. Og end sikrere kunde han gjøre Regning derpaa, hvis han ligefrem og med Vaabenmagt fremstod for at gjøre sin Hustrues og maaske sin Stifsøns Fordringer gjeldende; ja han maatte da endog befrygte Efterstræbelser af Sigvalde Jarl. Det er derfor ikke“at undres over, at alle hans Mænd advarede ham mod at foretage dette Tog, hvorved han kun med hensynsløs Uforsigtighed vilde fremskynde og udsætte sig for en Fare, der vistnok ogsaa ellers stedse truede ham, men som han dog altid bedre kunde trodse, saa længe han forblev hjemme i Landet, omringet af det ham hengivne Folk[2].
Men Thyres Bønner og Taarer frugtede mere end hans Venners Advarsler og Forestillinger. Hun lod ingen Lejlighed gaa ubenyttet til at egge ham. Saaledes fortælles der, at han Palmesøndag (24de Marts) ude paa Gaden traf en Mand med et Bundt Hvanne-Stilke, der paa Grund af den tidlige Vaar, som indtraf i det Aar, vare usædvanligt store for den Tid af Aaret; han tog en af dem for at give Dronningen den som en Sjældenhed, men han fandt hende grædende, da han kom ind i Stuen; hun slog imod den med Haanden, og sagde: „større Gave skjenkede min Fader Harald Gormssøn mig, da jeg som Barn fik mine første Tænder, men mindre bange var han end du for at drage ud af Landet og opretholde sin Ære, thi han drog hid til Norge og underkastede sig det, medens du af Frygt for min Broder Sven ikke vover at drage gjennem Danmark for at skaffe mig, hvad der tilkommer
- ↑ Om Forholdene i Danmark og Sverige med Hensyn til Olaf, se for øvrigt ovf. S. 308–326.
- ↑ Her behøve vi ikke synderligt at opholde os ved en af Odd Munk (Cap. 58) meddeelt Beretning, hvis Urimelighed allerede ved første Øjekast viser sig, nemlig at Sigrid Storraade, efter at hun ved megen Eggen fik Kong Sven til at love hende at angribe Olaf og hevne den hende overgaaede Skam, lod ham sende Bud til Sigvalde Jarl i Vendland, som hidtil havde været utlæg i Danmark siden sit Forræderi, og tilbyde ham Forlig og Fred, hvis han vilde drage til Norge og lokke Olaf til et Møde med Kong Sven og Sviakongen i Brennøerne under Paaskud af at afhandle flere nødvendige Anliggender, blandt andre Christendommens Indførelse i Sverige, men egentlig for at svige ham, at Sigvalde udførte dette Hverv, traf Olaf Tryggvessøn paa Oplandene lidt før Juul, blev vel modtagen af ham, og fik af ham det Løfte saavel til Sviakongen, som til Danekongen, at han skulde komme. Denne Fortælling er ogsaa benyttet i Olaf Tr. Saga Cap. 244, dog saaledes forandret til det rimeligere, at Sigvalde ej lover at drage til Norge, men kun at opsøge Olaf paa hans Tog, og lokke ham i Fare. Det sande deraf kan kun være, at Sigvalde forlokkede Olaf; men dertil behøvede han neppe nogen særegen Opfordring af Sven, og allermindst behøvede han at opsøge Olaf i Norge. Egentlig modsiger ogsaa Odd Munk sig selv, ved strax efter at lade Olaf foretage sit Tog efter Thyres Opfordring.
